Roendeportalen.dk

Af Lærke Møller, volontør for Folkekirkens Nødhjælp i Afrika
På Umoyo Training Center i Lusaka bor der lige nu 70 piger. De bliver fundet hjemløse på gaden og rundt i de forskellige kvaterer. Mange af dem har mistet begge deres forældre, og har derfor typisk boet hos andre, som tager dem til sig, og hos familiemedlemmer. Men de fleste af de familier, onkler, bedsteforældre med flere har ikke råd til at betale for mad til pigerne. De finder måske i stedet på at sende pigerne i hårdt arbejde lade dem slide og slæbe for næsten ingen mad. Nogle af dem bliver i værste tilfælde voldtaget af deres onkler eller mishandlet groft - ikke mindst af deres stedmødre.

Det er for det meste dem, som sætter pigerne i arbejde og slår dem, når de ikke synes, at pigerne gør det godt nok. Da de fleste af pigerne ikke gider at finde sig i det, flygter de og finder sammen med andre piger, som også bor på gaden. Miranda er en af pigerne, som jeg er kommet lidt ind på. Hun er en meget sød og klog pige, men hun er fyldt med sorg og søger desparat tryghed og kærlighed. »She need some one to love her«, som Susan siger. Hun er fastansat her på Umoyo og hjælper pigerne. Miranda mistede sin mor i 1994 og sin far i 1995, da hun kun var 10 år. Hendes mor døde af malaria og hendes far af tuberkulose.
Det vil sige, at de næsten helt sikkert har haft aids. Så blev hendes lillesøster flyttet op til bedstemoren i Copperbelt-provinsen og Miranda selv måtte bo hos sin onkel. Da hendes onkel voldtog hende groft, og ingen ville høre på hende eller tro, det var sandt, flygtede hun derfra og op til hendes søster i Copperbelt. De første par dage virkede bedstemoren glad for, at hun var der, og søsteren var lykkelig over at se Miranda igen. Men søsteren så ikke godt ud, hendes tøj var alt for laset, og hun havde store sår på arme og ben. Da Miranda havde været der noget tid, begyndte bedstemoren at klage over alt muligt, slog hende og sagde, at de for øvrigt heller ikke havde råd til at have hende rendende - og mad kunne hun pludselig ikke få noget af, og at det var nok at have hendes søster boende.
Miranda forlod stedet i kun det tøj og de slippers hun havde på. Lillesøsteren græd og ville have, at hun skulle tage hende med. Miranda lovede, at hun ville komme og hente søsteren så snart hun havde fået et job og et sted de kunne værre. I dag er det 2 år siden hun forlod sin søster, og hun ved ikke hvordan hun har det. Miranda forsøgte sin sidste mulighed, og det var hendes halvbror, som bor udenfor Lusaka i Charwarma - et meget fattigt område. Det gik godt nok til at starte med, men så kom hans onkel og sagde, at Miranda ikke kunne bo der.

Voldtaget – og
derpå smidt ud
Han havde lejet det hus kun til ham, og for at han skulle finde sig en kone som kunne flytte ind og holde orden. Ikke nok med, at han smed Miranda på gaden, selvom hun ikke havde noget sted at tage hen, næeh nej... han voldtog hende også før hun røg. Miranda var helt ødelagt og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Til sidst søgte hun hjælp på en skole, hvor hun kom til at snakke med en kvindelig lærer, som havde hørt om Umoyo som et sted, hvor de tog unge piger ind, som ikke havde noget sted at bo, og som derfor gik rundt på gaden.
Miranda fik at vide, at der kunne man bo i et år og være med på et training-programme, som var for netop de her piger. Så hende læreren hjalp Miranda med at komme i kontakt med Umoyo, hvorefter hun kom til samtale. Da hun havde været til samtale med Mr. Mutale, fik hun kort efter at vide, at hun var kommet ind i programmet og derfor kunne bo på Umoyo i et år under et af de projekter, der var for pigerne. Nu har Miranda været på Umoyo i 4 måneder sammen med de 70 andre piger. Hun er meget glad for det og føler, at hun får god hjælp til hendes fremtid. På Umoyo Traning Center lærer pigerne alt om hygiejne, madlavning, syning, rengøring, passe fielden (marken), grundlæggende skolegang osv. Det er et yderst vellykket projekt, og jeg er glad for, at Folkekirkens Nødhjælp støtter det. For pigerne her på Umoyo virker virkelig glade, og samarbejder fantastisk med hinanden. Når de så er færdige efter det år, går de videre i selvstændig træning, og der er stadigvæk nogle, som løbende er i kontakt med pigerne.

Judy’s historie!
Judy er 18 år og har boet på gaden næsten 2 år af hendes liv. Hun ankom til Umoyo for snart 14 dage siden sammen med en veninde, som også kommer fra gaden. Hun hedder Joyes. Joyes er en meget stille og tilbageholdende pige, og virkede meget ulykkelig lige fra starten af. Hun stak af fra Umoyo i går morges meget tidligt. Hun fortalte Judy, at hun ikke kunne lide at være på Umoyo og ville derfor vende tilbage til gaden. Hvordan kan man vælge gaden frem for Umoyo? Jeg er nået frem til, at det er fordi hun følte sig utilpas blandt pigerne. De havde jo alle været der i 4 måneder og virkede meget stærke - og så havde de jo dannet deres små forskellige grupper. Når man er meget usikker, og har svært ved at finde sig tilpas, så er Umoyo måske også et svært sted at være - specielt når man kommer senere end de andre piger. Så da pigerne fortalte, at hun var løbet væk, blev jeg ikke synderligt overrasket, men ked af, at det var det valg, hun havde gjort, og at vi ikke havde nået at snakke med hende og være med til at få hende til at føle sig bedre tilpas i gruppen. Nu leder vi efter hende og håber på, at hun vil vende tilbage og prøve igen.
Det er svært at være der for alle pigerne, når de er 70 og der kun er 3 kvindelige ansatte, men det er noget lederen, Mr. Mutale, vil prøve at lave om på - det vil sige prøve at skaffe penge til flere ansatte og lignende.
Susan, som er en af de kun 3 ansatte kvinder her på Umoyo, fik forleden aften en rigtig god snak med den nye pige Judy. Susan var oprørt over Judy’s historie, da den var et at de slemmere tilfælde. Judy fortalte, at nogen gange om aftenen, når det var blevet mørkt, ville gadedrengene have at de skulle sniffe lim og andre sager for at blive høje. Men formålet er, at de så som modydelse forlanger sex. Judy har oplevet til hendes udelte rædsel, at der stod op til 20 drenge og ventede på at have sex med hende. De var sikre på, at hvis hun var påvirket, så ville hun ikke føle noget, men sådan var det nu ikke for Judy. Hun lukkede øjenene og bad til Vorherre hver gang, for hvis hun gjorde modstand ville de slå hende til bevidstløshed. Da Judy fortalte alt det her til Susan, rystede hun over hele kroppen, og til sidst brød hun sammen og faldt i Susans arme.
Aldrig før havde hun kunne snakke med et voksent menneske om det, fået forståelse og omfavnelse. Hvad gør man i sådan en situation, når en teenager på 18 år står og fortæller en sådan frygtelige historie. Specielt fordi der er så mange af pigerne, som har brug for at snakke og så lidt personale til at tage sig af dem. Jeg tror nu, at Judy er lykkelig for at være på Umoyo. Ingen bekymringer for at skaffe mad, og ingen drenge som står på udkig for at få sex næsten hver aften.
Det næste, der skal ske for hende, når hun bliver lidt mere stabil, er at hun skal have taget en aids-test. Og den er ganske givet hiv-positiv, og det bliver selvfølgelig meget hårdt af få det af vide, for inderst inde har hun jo tænkt over det, og håber lige som alle andre, at hun er blevet skånet.
Alle de hytter/huse, som er på Umoyo, er bygget af de mursten, som pigerne selv har lavet i løbet af årene. Da stort set alle består Umoyo, og kommer videre ud i livet, kan man jo kun sige, at det er godt, at de har det her projekt. Jeg har været glad for at bo sammen med pigerne se, hvordan de gror og hjælper hinanden. De har simpelthen været så gode ved mig, og vi har haft en masse sjov den måned, jeg har boet der. Jeg vil tænke meget på dem fremover, og vil håbe alt det bedste for dem.

Facts om Lærke Møller

Lærke Møller er 21 år gammel, og er vokset op i Dalstrup, som er en lille landsby udenfor Grenaa. Hun har gået på Glesborg Skole under hele hendes skolegang i folkeskolen, og drog derefter på Mellerup Musikefterskole.

Da hun var færdig her - efter et år fyldt med musik og oplevelser - drog hun så videre på Holstebro Sportscollege for at opfylde endnu en drøm om at udvikle sig som
håndboldspiller. Da hun altid har været glad for musik og sport på samme tid, lavede hun her sit eget collegeband. Nu bor hun så i København, og har arbejdet som pædagogmedhjælper i en
vuggestue på Østerbro. Men ikke p. t. , idet hun lige nu arbejder som volontør for Folkekirkens Nødhjælp i Zambia for at opleve det afrikanske landes kultur, og arbejde med de forskellige organisationer. Det andet rejsebrev fra Lærke Møller bringes i denne uges udgave af Grenaa Bladet.

Kilde: grenå bladet

charlotte