De to herstående billeder forsøger at illudere, at det i disse dage er præcis 25 år siden, at Jyske Bank etablerede sin Grenaa-afdeling på adressen Nytorv 5 i Grenaa. Det sort-hvide foto er om ikke 25 år gammelt, så ihvertfald tæt på.
Man kan således se, at billedet er taget på et tidspunkt, hvor Jyske Bank delte bygningen med Verner Andersens Bolig-Nyt-forretning. Den finder man nu på Torvet i Grenaa i stedet, og med sønnen Anders Andersen ved roret.
I stedet har Jyske Bank nu overtaget hele stueetagen i Nytorv 5, hvor man for et par år siden relancerede afdelingen via en omfattende ombygning og renovering - efter alle moderne bank-forskrifter.
Jyske Bank åbnede oprindeligt sin Grenaa-afdeling i en træ-»barak« på Søndergade i 1980. Barakken fungerer i dag som bankens sommerhus på Slåenvej i Grenaa. Dengang Jyske Bank åbnede afdelingen i Grenaa, var der tale om bankens 60. afdeling. I dag ligger der 120 Jyske Bank-afdelinger rundt omkring i Danmark - foruden 6 udenlandske afdelinger.
I januar 1981 flyttede man så fra Søndergade til Nytorv, hvor afdelingen har ligget lige siden.
I anledning af 25 års jubilæet på Nytorv 5 i Grenaa afholder Jyske Bank i Grenaa åbent hus på fredag den 27. januar mellem kl. 14.00 og 16.00. Der vil blandt andet blive budt på mad og drikke via en let buffet - samt sørget for levende musik. Endvidere vil der i hele uge 4 være en udstilling bestående af gamle bank-artikler, samt billeder fra de sidste 25 år. Endelig vil der være en tegne-konkurrence for børn under 12 år. Alle, som laver en tegning, får en gave. Efterfølgende kåres de tre flotteste tegninger. Tegningerne vil være at se i vinduespartiet til Jyske Bank den efterfølgende uge.
Kilde: grenå bladet
charlotte