Mejerichef Bent I. Hansen, Vrinners Flødeost, fylder 50 år mandag den 13. februar 2006.
Bent Hansen er uddannet mejeritekniker fra Dalum Mejeriskole, og har siden færdiggørelsen af sin uddannelse arbejdet med først smør i nogle år, siden en lang årrække med skimmeloste - heraf en del på det nu hedengangne Grenaa Mejeri.
På trods af de triste udsigter for mejeriets fremtid, var Bent en loyal og god leder for de medarbejdere, der blev ramt af lukningen. Siden slutningen af 2001 har Bent også haft ansvaret for produktionen af dekoreret flødeost i Vrinners.
Bent er kendt som den solide kollega med humor og optimisme. Han har et godt forhold til sit personale, er vellidt, har et godt overblik og styrer målrettet. Hans store erfaring indenfor osteområdet har også bragt ham til udlandet flere gange, hvor Arla’s udenlandske produktionssteder har trukket på den viden Bent har.
Også i foreningsregi er Bent aktiv som hovedbestyrelsesmedlem og formand for Kreds Øst i Foreningen af Mejeriledere og Funktionærer.
I midten af 90’erne blev Bent landskendt på TV som Danmarks skimmelostekspert nr. 1, hvor han med lysende streger i luften illustrerede Høng ostenes faconer og personliggjorde salgsbudskabet: »HØNG - fordi vi ikke laver andet«. En sekvens i Bents karriere, som nemt kunne have ført til et skift - manden har jo skuespiller-talent!
Bents helt store fritidsinteresse er jagt - både hagljagt og riffeljagt. Han er formand for Grenaa Jagtforenings medlemmer og samler tropperne ved at blæse på jagthorn. Jagten dyrkes mest om efteråret, men Bent holder skydningen vedlige forår og sommer med flugtskydning, både lokalt og til større stævner landet rundt, Danmarksmesterskab m. m.
Fødselsdagen markeres på Vrinners Flødeost fredag den 10. februar kl. 13-16, hvor gæster er velkomne.
Kilde: grenå bladet
charlotte