På lørdag den 4. februar kl. 13.00 gør Djurslands Jazzklub status for endnu et år med succes. Det sker på klubbens generalforsamling, som afvikles i pausen ved lørdagsjazzen i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.
Musikken til årets første frokostjazz leveres af et af de ældste og mest velspillende bands i landet, nemlig Bourbon Street Jazzband. Bandet fylder 50 år den 31. marts, men allerede nu har orkesteret kastet sig ud i en række jubilæumskoncerter.
Det er et band med sjældne kvaliteter. Det har man for længst opdaget i udlandet, hvor der ofte har været bud efter det. Tre gange har Bourbon Street Jazzband optrådt på The Sacramento Dixieland Jazz Jubilee i USA, fem gange har det været med på den internationale festival i Edinburgh, tre gange på Jazz in Duke Town i Holland og desuden har bandet deltaget i en række andre festivaler verden over, bl. a. i Hongkong og New Orleans.
Bourbon Street Jazzband blev oprettet i Herning, men flyttede senere til Silkeborg, hvor det har haft hjemsted siden. Cornetisten Gerhard Ellerbæk samt sanger og banjospiller Kurt Heegaard Jacobsen har været med fra starten. Blandt de øvrige er der kendte navne som Finn Odderskov, sax og clarinet, Kim Nedergaard, piano, Heine »Hot« Poulsen, trommer, Per Jegbjerg, trombone, og Jørgen Nielsen, bas.
Kulturhuset Pavillonen disker som sædvanligt op med en frokostnaretning, som skal bestilles senest dagen før kl. 12.00 på tlf. 86321633.
Bourbon Street Jazzband leverer musikken til lørdagens frokostjazz-arrangement i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.
Kilde: grenå bladet
charlotte