Norske Ã…ge Aleksandersen vender mandag den 20. februar tilbage til Kulturhuset Pavillonen med sit fantastiske akustiske band.
Åge var en af foråret 2005’s helt store musikalske succeser i kulturhuset.
Intet andet skandinavisk orkester har på bare 6 år formået at slå så kraftfuldt igennem i både Norge, Sverige og Danmark.
Åge Aleksandersen har egen fanklub i Danmark. Det er der vist ikke mange andre norske orkestre der har opnået at få. Og det er ingen tilfældighed, at han år efter år er en fast bestanddel af Århus Festuge.
Hvert år fylder han det store telt på Århus Havn til bristepunktet med hundredvis af forventningsfulde fans, søndag aften i festugen. Og hvert år bliver koncerten udsolgt på rekordtid.
Med sig til Grenaa har Åge - Steiner Krokstad på trommer, Morten Skaget på bas, Skjalg Raaen på guitar og endelig (og ikke mindst) den legendariske bulgarske violintroldmand Konstantin Popchristov. Skjalg Raaen er på trods af sin unge alder (24 år) allerede en virtuos på guitar, mandolin og diverse andre strengeinstrumenter.
Bassisten Morten Skaget med det karakteristiske tørklæde omkring det lange sorte hår er bandets humørbombe og sprællemand på scenen. Morten spiller desuden heavy metal i de 2 norske bands TNT og Vagabond. Men sammen med Åge Aleksandersen er det helt andre blide toner, der flyder fra Mortens el-bas.
I Vagabond spiller Morten Skaget (eller Morty Black som han kalder sig i den sammenhæng) sammen med Steiner Krokstad på trommer og perkussion. Steiner er også med Åge i Grenaa den 20. februar. Steiner Krokstad banker ikke bare løs på sine slaginstrumenter. Nej, han spiller virkelig på dem. Violinisten Konstantin Popcristov er oprindelig bulgarer. Og det skinner tydeligt igennem, at han er opvokset med den baltiske musiktradition. Der er masser af inspiration fra sigøjnermusikken med dens sorg, glæde, lyst og melankoli, når Konstantin fremtryller de mest fantastiske toner på sin violin. Både fra scenen eller når han pludselig begiver sig på en musikalsk vandring ned blandt publikum. Åges seneste CD »To Skritt Frem«, der udkom sidste år, er indtil videre solgt i 90.000 eksemplarer og flere af de nye sange fra dette album, får man denne aften lov at opleve i en akustisk version.
Åge Aleksandersen giver sit publikum en ønskekoncert med alle de kendte sange på rad og række - hver gang.
Koncerten med Åge Aleksandersen mandag den 20. februar starter kl. 20.00 i Kulturhuset Pavillonen. Billetprisen er 150 kroner, og billetter kan købes i Kulturhuset Pavillonen, i Djurslands Bank eller via www.pavillonen.dk.
Norske Åge Aleksandersen kommer til Grenaa med sit fantastiske band mandag i næste uge. Det foregår naturligvis i Kulturhuset Pavillonen.
Kilde: grenå bladet
jimmi