Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Handelsgymnasiet i Grenaa tilbyder en speciel linie med stor fokus på idræt!

Hvis man render rundt og er bidt at en gal fodbold eller håndbold, så har HHX-afdelingen på Grenaa Handelsskole et spritnyt tilbud til de sportsglade unge mennesker, der agter at starte på en gymnasial uddannelse efter sommerferien i år.

Der er tale om en 3-årig international studieretning med idræt som en integreret del af undervisningen. Fodbold og håndbold puttes med andre ord ind i skoleskeamet to dage om ugen - og gæstelærerne hedder eksempelvis Karen Brødsgaard (olympisk guldvinder i håndbold), Morten Arvidsson (Dameliga-træner for KIF-Vejen), Flemming Povlsen (tidl. Europamester i fodbold) og Anders Bjerre (tidl. Superliga-spiller for AGF, Næstved, Lyngby og FCK).
På denne studieretning vil der to gange om ugen være indlagt lektioner til enten fodbold- eller håndboldtræning. På ens skema vil faget idræt således stå opført sammen med alle de andre fag, man skal have på en HHX. På 2. og 3. år vil man desuden modtage faget Idræt på C-niveau, hvor der især fokuseres på idræts-teori.
Håndboldtræningen foregår det første år sammen med elever på idrætslinien på 10. Klasse-Center Djursland. Her vil træningen blive varetaget af Poul Jespersen, der har god erfaring med at instruere og vejlede unge håndboldspillere. Har således trænet flere af GIF’s divisionshold på ungdomssiden, og er p. t. træner for klubbens herrer i Jyllandsserien. Allerede fra skoleåret 2006/2007 vil træningen dog sandsynligvis udelukkende foregå sammen med nye elever på håndboldlinien på HHX.
Udover den daglige træning vil linien få nogle af landets allerbedste spillere og trænere som gæstetrænere, og Handelsgymnasiet har på den led indgået aftale med landsholdsspilleren Karen Brødsgaard, der har spillet på det danske landshold siden 1998. Hun har på den led vundet 2 OL-guld, 1 EM-guld og 2 EM-sølv. Hun har spillet 132 landskampe og scoret 273 mål. Spiller for Ikast-Bording i Toms-Ligaen og har tidligere spillet for Horsens, Viborg og Larvik i Norge. Karen Brødsgaard er ved at etablere sig i området, hvorfor det har været oplagt at få hende tilknyttet denne håndboldlinie som gæstetræner. I forløbet vil der også være en studietur til en kendt klub i Danmark eller Europa. Der vil ligeledes være mulighed for at besøge en topkamp på dansk grund. Og i modsætning til alle mulige håndboldcolleges rundt omkring i landet, så koster det ikke spidsen af en jetjager at være med. Ja, det er faktisk gratis i den forstand, at optagelsen sker på fuldstændig samme vilkår, som hvis man var en helt almindelig HHX-studerende på skolen.
– Der i parentes bemærket også skal på studietur, men uden at det har den sports- og idrætsvinkel, som vil være omdrejningspunktet for mangt og meget på Idrætslinien, siger inspektøren på Grenaa Handelsskole, Ole Droob, der selv har en stærk idrætsbaggrund som fodboldsspiller på Danmarksserie-niveau for AaB.
På samme måde vil fodboldlinien skulle ud og se noget af den internationale fodboldverden.
– Og den vej rundt bruge alle mulige andre fag på HHX som indgangsvinkel til denne fodboldverden. Det kunne være det at kigge fodboldklubbernes regnskaber efter i sømmene. Afsætningsøkonomi kan trækkes indover Liverpools salg af merchandise med videre. Der er mange muligheder, og jeg tror, at det vil være en motivationsfaktor i forhold til studiet, at man i vid udstrækning kan bruge den på noget, som man er fascineret af i forvejen, siger Ole Droob, der håber på 30 kvalificerede ansøgere til den første HHX Idrætslinie-klasse.
– Man skal have en seriøs indgangsvinkel til enten fodbold eller håndbold. Man behøver ikke at være en vordende superstjerne. Man skal blot have lyst til at arbejde med sig selv, så man flytter sig, udvikler sig. Er man Serie 5-spiller skal det være for at blive en god Serie 4 eller Serie 3-spiller. Er man Serie 1-spiller skal de tre år på HHX Idræt trække en op på Jyllandsserie-niveau osv. Træningen vil være differentieret i forhold til de enkelte spilleres styrker og svagheder, så man virkelig får den specialtræning, som der typisk ikke er tid til ude i klubberne, siger Ole Droob.
Træningen i fodbold foregår det første år også sammen med elever på 10. Klasse-Center Djurslands idrætslinie. Her vil træningen blive varetaget af Michael Thinggaard, der har god erfaring med at instruere og vejlede unge fodboldspillere. Derudover vil man - via en aftale med Hessel Gods - under uddannelsen blive gæstetrænet af Flemming Povlsen, Jesper Stücker (tidl. Viborg), Anders Bjerre og Finn Trikker (tidl. AaB og ligalandsholdet).
Håbet og ambitionen på Grenaa Handelsskole er, at den nye Idrætslinie på skolen vil kunne udløse en 4. HHX-klasse pr. årgang.
– Hvis man ikke prøver noget ekstraordinært - så fornyer man sig jo heller ikke. Jeg ser også det her som en løbende proces, hvor vi kan udvikle konceptet i samarbejde med andre lokale klubber. Det kunne være golfklubben eller svømmeklubben, der havde lyst til at engagere sig i noget lignende. Mange muligheder står åben, og vi er fra handelsskolens side klar til at tale med alle mulige potentielle samarbejdspartnere, siger Ole Droob.
– Spørgsmålet er i første omgang, om det kan hive et ekstra indtag ind, eller vi bare får flyttet rundt på de elever, vi ville have fået alligevel. Det vil tiden vise. Jeg tror dog på, at tilbuddet er så interessant, at det vil kunne konkurrere med lignende tilbud fra både Århus og Randers, og dermed få nogle unge djurslændinge til at kigge østpå mod Grenaa i stedet for vestpå. Det vil være helt kanon, hvis vi kan byde velkommen til fire HHX-klasser til sommer, slutter Ole Droob.
Interesserede skal blot henvende sig til Grenaa Handelsskole. Det kan ske på tlf. 87 58 04 00 - eller via www.ghs.dk.
Handelsgymnasiet på Grenaa Handelsskole har udbudt en regulær Idrætslinien på HHX. I øvrigt med den tidligere elev, AGF-målmanden Steffen Rasmussen, som frontfigur for hvervekampagnen.

Kilde: grenå bladet

charlotte


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam