Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Biogasanlæg ved Grenaa placeres efter alt at dømme ved Fornæs Renseanlæg

Der har været arbejdet med tre placeringsmuligheder for et eventuelt biogasanlæg ved Grenaa, men efter sidste uges byrådsmøde i Grenaa Byråd er der efter alle sole- og gyllemærker at dømme kun én placeringsmulighed tilbage - nemlig en placering tæt ved Fornæs Renseanlæg.

Dermed besluttede byrådet, at en placering ved Grenaa Havn, eller tæt ved den planlagte nye omfartsvej, for øjeblikket ikke er aktuelle. Cirka 140 svineavlere på Djursland har via selskabet Djurs Bioenergi ansøgt om at kunne placere et biogasanlæg ved Fornæs Renseanlæg. Siden er de to andre placeringer kommet i spil - efter ønske fra Djurs Bioenergi - og Århus Amt har også været involveret. Djurs Bioenergi har forhørt sig hos amtet om, hvorvidt der vil være VVM-pligt (en grundig vurdering af anlæggets indvirkning på miljøet) til et sådant anlæg. Amtet ser sig imidlertid ikke i stand til at svare på det spørgsmål før kommunen har taget stilling til placeringen. Det gjorde et enigt byråd så i sidste uge, idet man anbefalede Teknisk Udvalg at arbejde videre med Fornæs-løsningen, mens to andre placerings-muligheder blev skrottet. Det skete på anbefaling fra borgmester Gert Schou, der havde haft en snak med de virksomheder på og tæt ved Grenaa Havn, som kunne gå hen og blive generet af et biogasanlæg - herunder transport af gylle til anlægget.
– Her lyder meldingen fra eksempelvis Spritfabrikken, at de vil være en katastrofe for virksomhedens gær-produktion, hvis der skal til at køre inficerede transporter forbi stedet. Det bruges nemlig luft fra omgivelserne til den meget følsomme gær-produktion, og her duer det ikke med et biogasanlæg tæt ved. Derfor vil jeg opfordre byrådet til at se bort fra de to placeringsmuligheder, der vil kunne genere vores eksisterende virksomheder. Og anbefaler i stedet en placering ved Fornæs, hvor anlægget, og transporterne til det, ikke vil kunne genere nogen, sagde borgmesteren.
Formanden for Teknisk Udvalg, Henning Christensen (S), havde ingen problemer med en placering ved Fornæs, og udvalgets næstformand, Jørgen Katholm (V), var helt på linie med sin formand.
– Det er nok den rigtige placering, når alt kommer til alt. Vejforholdene kunne være bedre, men det må vi se på, sagde Henning Christensen.
Partifællen Lars Møller, der også er medlem af Teknisk Udvalg, tilføjede, at de to alternative muligheder jo også kun var kommet ind i billedet, fordi Djurs Bioenergi havde udtrykt ønske om, at udvalget kiggede på dem.
– Og det har vi så gjort. Sagens kerne er, at vi kun kan have en interesse i, at der bliver etableret et biogasanlæg ved Grenaa. Det er der både arbejdspladser og vækstmuligheder i, sagde Lars Møller, der dog var ked af, at en enkelt af landmændene i Djurs Bioenergi i »Stiften« havde skældt politikerne hæder og ære fra med ord som »bureaukrater« og »slappe politikere«, fordi han mente, at det gik lidt for langsomt med at få de offentlige godkendelser i hus.
– Det er ret træls at få at vide, når man selv synes, at man giver sagen en både god og seriøs behandling. Vi skal naturligvis vide, hvad vi har med at gøre - og undersøge sagerne grundigt - inden vi tager endelig stilling. Sagen skal have en grundig sagsbehandling, og det får den også. Men det har intet med politisk slaphed eller bureaukrati at gøre. Det er trist at få sådan noget skudt i skoene, sagde Lars Møller.
SF’eren Tom Mortensen kunne godt huske den gule røg fra DNK’s skorstene, og var på den led en lille smule nervøs for projektet.
– Det er et godt projekt, det at forvandle gylle til energiproduktion i nogle lukkede systemer, men sporene skræmmer, og transportproblemet er jo langt fra løst med den her beslutning. En optimal placering for alle parter havde været ved Glatved, hvor der i forvejen er deponeringer af lignende karakter. Det lader dog desværre til ikke at være mligt, og så må en Fornæs-løsning være den næstbedste løsning. Men i guder hvor skal og bør det gemmes væk, så det ikke skæmmer landskabet, sagde Tom Mortensen.
Politikerne besluttede samtidigt, at der skal holdes et offentligt møde omkring biogasanlægget, så borgerne har en mulighed for at stille spørgsmål til projektmagerne.

Kilde: grenå bladet

charlotte


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam