Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Sa, sa tu mefika (nu er vi ankommet)

Af produktionsskole-forstander Heidi Grøndal
Sa, sa tu mefika (nu er vi ankommet) sang hele delegationen fra Grenaa Produktionsskole, da de ankom til landsbyen Ntulya i Sukumaland. Her er 11 elever fra Grenaa Produktionsskole lige nu på et 5 ugers langt arbejdsophold i en lille landsby i Tanzania i Afrika.



»Sa, sa tu mefika« - sang vi efter at have fløjet en hel nat, og kørt en rystende tur tværs over Kenya og ned langs Viktoriasøen i 2,5 dag - og bussen var ikke af ny dato ej heller sæderne. Endelig havde vi nået til vores bestemmelsessted - landsbyen Ntulya i Sukumaland.
Alt var klart til vores ankomst, som jo var blevet forsinket med et helt døgn på grund af hullede veje, og fordi bussen drejede i en forkert retning, så vi skulle køre 300 km. ekstra!!
Det havde kun regnet ganske lidt i Sukumaland i den lille regntid, så vi var forberedt på at folk både manglede vand og sultede, fordi afgrøderne ikke var blevet til så meget. Vores landsby var rigtig heldig, for de havde deres egen brønd, som var så frisk, at vi kunne drikke af den. Alligevel ville vi ikke kunne bruge løs af den, da den jo tørrer lidt ud ind imellem, men vores landsby tørstede i hvert fald ikke. Faktisk er vand langt dyrere end en cola her, så det er klart, at fattigdommen bliver endnu større, hvis de få penge, man har, skal bruges til vand.
Vores lejrplads var fantastisk. Ren og ny-fejet. Et flot toiletskur og to dejlige baderum, åben op til himlen, og et rundt køkkenskur indrettet med borde og et skuffemøbel - sikkert det eneste i landsbyen. Der var store skyggefulde træer, så vi altid ville kunne finde skygge. Nederst på lejrpladsen var der plantet græs i fire firkanter, der tilsammen skulle ligne det danske flag. Det var bare så fint. Hele landsbyens stier og bomaer var omkranset af en flot hæk, som de sirligt passede. Midt i landsbyen var en lille urskov, som ikke blev betrådt af mennesker. Her fortalte man, at der levede 120 forskellige fuglearter i fred og fordragelighed med hinanden. Der stod også skrevet på et lille skilt, at i denne landsby var det strengt forbudt at slå dyr af alle slags ihjel.

Meget rejsetrætte
Vi var meget trætte efter den lange tur fra Nairobi. Ingen af os havde nogensinde rejst så lang tid og så ukomfortabelt og med så få rygepauser, for ellers ville det jo tage meget længere tid at nå frem, så vi behøvede ikke den store velkomst den første dag. Det var dog vigtigt for landsbyen at synge og tromme os velkommen inden vi fik lov til at slå lejr. Eleverne placerede sig på de fire dannebrogsfelter og de ældre trak sig lidt længere bagud med deres telte.
Pudsigt nok, så regnede det hele natten præcis som det gjorde forrige år, hvor Grenaa Produktionsskole var i Masailand. Det var skønt at vågne op næste morgen til en frisk dag, men også skønt fordi vi ved, at de behøver regnen rigtig meget. Sukumaerne siger, at intet er sikkert mere. De kan ikke være sikre på regnen, men de håber på masser af regn, som så igen betyder mad i munden folk.
Vores elever har fået en vældig god idé. I vores landsby findes en lille duka (butik). Det eneste de kan købe er bolcher og hårgelé, men det er måske fordi indehaveren ikke kan komme efter de varer, der vil kunne sælges til vores elever. Forslaget går ud på, at Knud Erik Asak skal køre til den nærmeste by og købe sodavand m.m til butikken, som så kan sælges til vores elever med en fortjeneste, så hjælper vi jo også landsbyen, som de siger.

Det er vaaarmt!
Vi døjer lidt med varmen. De første par dage sprang vi glade og veloplagte rundt i solen, men her godt en uge efter ankomsten har alle fundet ud af, hvornår det er bedst at holde sig under de skyggefulde træer. 33,7 grader, når det tilmed er fugtig varme, er virkelig hårdt at skulle arbejde i. Alle værksteder er godt i gang og indbyggerne i Ntulya er lykkelige. Symaskinerne snurrer lystigt og de flotteste hjemmegjorte drengeshorts løber allerede rundt på en del glade drengebagdele i landsbyen.
Værkstedsbyggeriet tager også form. Den kunstneriske container med løvehovedet er i gang med den helt store forvandling. På hver side af den støbes der nu fundament, så der kan laves træværksted i den ene side og metalværksted i den anden. Et stort og hårdt arbejde med cement og sten, der først skal hentes fra markerne af vores medbragte Ford 3000 traktor. Det er tydeligt, at vores unge ikke er vant til så hårdt arbejde. De er nødt til at holde flere pauser end de tanzanianske venner. Men som de selv siger: Det har ikke noget at gøre med manglende kræfter eller udholdenhed. Det har noget at gøre med varmen!! Pudsigt nok, så kan vores drenge godt være med, når fodbolden hentes frem om aftenen til en venskabskamp mellem Ntulya og Grenaa.

Høns og geder
er ikke kæledyr

Flere af vores elever har lært, at høns og geder ikke er kæledyr, men derimod menneskemad. De har deltaget i både slagtning, partering og tilberedningen, og som én af dem sagde: Dette var så 7. gang på denne tur, at jeg overvinder mig selv ved at gøre noget, som jeg aldrig har gjort før. Der skal i øvrigt laves trommeskind af gedeskindet - og trommen skal, koste hvad det vil, med hjem til Grenaa.
Her hen under aften på den 11. dag i Afrika er temperaturen faldet, så vi nordiske mænd og kvinder kan bevæge os lidt hurtigere uden at blive svedige og trætte. Aftensmaden står på grillstegt ged med brød og grønsager, og når solen går ned ved 19-tiden, så begynder lejren også at gøre klar til natten, som er nøjagtig lige så lang som dagen, nemlig 12 timer.

Kilde: grenå bladet

charlotte


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam