Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Stor grøn ara-papegøje savnes:Nicaraguaneren Antonio Ruiz deltog i dansk kampagne for udrydningstruet papegøje – og boede i Trustrup imens

Trustrup har haft besøg fra Nicaragua. I forbindelse med en landsdækkende Nepenthes-kampagne til fordel for den udrydningstruede grønne ara-papegøje, var Antonio Ruiz i Danmark i forrige og sidste uge for at være med til at skyde den danske kampagne i gang. Imens boede han hos antropologen Vibeke Tuxen, der er leder af projekt-afdelingen i Nepenthes.


Vibeke Tuxen og Antonio Ruiz
Miljøorganisationen Nepenthes har nemlig indledt en social og mellemfolkelig indsats, der skal redde en truet papegøje - den grønne ara. 1800 af de 2500 ara’er, der er tilbage, befinder sig i Nicaragua i Mellemamerika, og derfor sker en stor del af indsatsen i forhold til disse 1800 ara’er - og de pågældende lokalbefolkninger i de områder, hvor papegøjerne yngler, ikke mindst.
– Den grønne ara-papegøje er en stor og flot fugl, næsten 1 meter lang, der som nævnt er truet af udryddelse. Der er kun ca. 2.500 fugle tilbage i verden, hvoraf omkring 1.800 lever i det sydlige Nicaragua i skovene ved Indio Maíz naturreservatet. Desværre er dette område også det sted, hvor den er mest truet af den lokale befolkning, som skyder den eller sælger den til det illegale nationale og internationale marked, fortæller Vibeke Tuxen.
Nepenthes får nu danske børn og unge til at hjælpe nicaraguanske børn og unge med at hjælpe med at redde den grønne ara via kampagnen »Stor grøn ara savnes«.
De unge nicaraguanere observerer fuglene og holder øje med, at deres unger får lov at forlade rederne levende og flyvefærdige. Hvis der sker fuglene noget, rapporterer de til den lokale organisation Fundación del Río, som så tager ud og snakker med den familie, hvor ara’en er taget eller skudt. Antonio Ruiz er leder af denne organisation i Nicaragua.
– Lokalbefolkningen i Rio San Juan lever af landbrug. De rydder normalt et stykke skov for at dyrke deres landbrug, og når jorden er for udpint, fælder de et nyt stykke til at dyrke på. Skoven forsvinder derfor stykke for stykke. Det gør Nepenthes og vores partnerorganisation Fundación del Rio (Organisationen ved Floden) noget ved. Vi støtter bønderne med 28 $ om året i tre år pr. hektar, som de opretter som privat skovreservat. Private skovreservater er en ordning, der er lavet under staten for at stimulere, at private skovejere begynder at bruge sin skov på en bæredygtig måde, mod til gengæld at opnå skattefritagelse, siger Vibeke Tuxen, og fortsætter:
– Skovejeren forpligter sig til 10 års bæredygtig anvendelse af skoven, og denne periode kan forlænges så længe, som det ønskes. Fundación del Río hjælper de lokale bønder med at søge og opnå privat skovreservat og lave de beskrivelser og opmærkninger, der skal til. Fundación del Río og kommunens unge kontrollerer også hvert år, inden støtten udbetales, at skoven ikke er blevet ryddet. Imens skovene beskyttes, arbejder Nepenthes, Danida og andre nationale og internationale organisationer sammen med bonden om at få bæredygtige produktioner op at stå, så bonden ikke mere vil være afhængig af at rydde sin skov for at forbedre sine levevilkår, beretter Vibeke Tuxen.
Den grønne ara bygger rede i huller i stammen på de høje almendro-træer. Hullerne opstår, fordi træet indimellem taber sine grene. Træet skal være 150 år gamle, før hullerne er store nok til araens rede. Her passer og plejer begge forældre ungerne, indtil de er flyvefærdige og forlader reden. De lokale unge nicaraguanere holder øje med rederne og sikrer sig, at ingen har taget ungerne, før de flyver fra reden. Når det er sket, vil ejeren af den jord, træet står på, kunne modtage 50$ for at have beskyttet de store fugle, hvis de har indgået aftale med Fundación del Río.

Projektet støttes
af Danida-midler

Kampagnen er en del af et Danida-finansieret projekt til miljøbevidstgørelse af børn og unge. Her arbejder Nepenthes og Fundación del Río på skolerne og med ungdomsgrupper for at få børn og unge til at arbejde aktivt for et bedre miljø, samtidigt med, at deres levevilkår forbedres. I fire år har Fundación del Río kørt kampagne sammen med Costa Rica på den anden side af grænsen for at oplyse lokalbefolkningerne om værdien af den store grønne fugl og dens skovområder. I Costa Rica har man forsket meget i fuglen, men her er den næsten forsvundet. I Nicaragua har der været meget lidt forskning og oplysning, men skovene og fuglene findes endnu. Nu arbejder de lokale for, at skov og fugle fortsat skal eksistere.

Vibeke Tuxen
Vibeke Tuxen har boet i Grenaa Kommune siden 1989. Hun boede i Lyngby fra 1989 til 2001, hvor hun flyttede til Trustrup. Her har hun så boet lige siden. Hun blev færdig som antropolog i 1990, og har arbejdet for Nepenthes siden 1993. Hun startede som frivillig og blev siden ansat som projektleder i Nepenthes - med særlig fokus på projekter i Nicaragua og Honduras.
Antonio Ruiz og Vibeke Tuxen var en smut forbi Grenaa Bladet mandag i sidste uge for at fortælle om projektet, og selv om mange af dagene var afsat til projektformål, så blev der også lejlighed for Antonio til at lege turist. Blandt andet var han forbi Fregatten Jylland i Ebeltoft, som han blev meget betaget af, og et besøg i Grenaa Kirke, på Djurslands Museum og på Grenaa Havn var der også afsat tid til inden han nåede frem til hjemrejse-datoen, som var den 23. februar. Klima-mæssigt gjorde landet også et vist indtryk - omend ikke til den positive side. Antonio synes, at der er meget koldt i Danmark, men det kan man dårligt fortænke ham i. Der er unægteligt et spring fra vores henved 0 grader og de 37-40 graders varme, som der er i Nicaragua på denne tid af året!!
Vibeke Tuxen fra Trustrup har på det seneste været vært for Antonio Ruiz fra Nicaragua. Begge kæmper de for at forhindre, at den truede grønne ara-papegøje uddør helt. Der er kun 2.500 tilbage - heraf befinder de 1.800 sig i netop Nicaragua.

Kilde: grenå bladet

charlotte


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam