Grenaa Kommune inviterer igen i år alle virksomheder/institutioner i kommunen til at deltage i kampagnen »Vi cykler til arbejde«.
Kampagnen er arrangeret af Dansk Cyklist Forund og Dansk Firmaidrætsforbund i samarbejde med Grenaa Kommune, og går i al sin enkelthed ud på at få flere til at cykle noget mere. Både for at gavne folkesundheden, miljøet og trafikbelastningen - og fordi det er sjovt at cykle. Konkurrencen løber over fire uger fra mandag den 1. maj til onsdag den 31. maj. Sidste år blev en tilsvarende kampagne gennemført, og her var der lokalt 62 hold med 572 deltagere fra virksomheder, der deltog. Håbet fra kommunens side er naturligvis, at endnu flere vil være med i år.
Cykelkampagnen er i Grenaa Kommune delt op i en landsdækkende kampagne og en lokal kampagne. I den landsdækkende del af kampagnen er hovedpræmien en drømmerejse efter eget valg til en værdi af 11.000 kroner, men der er også mulighed for at vinde flotte cykler og cykeludstyr.
– Præmierne er blot én af de fordele, der er ved at deltage i kampagnen. Sidegevinsten er godt humør, god motion, bedre helbred og transportpenge sparet. Og ved at lade bilen stå gør man samtidig miljøet en stor tjeneste, siger kommunens borgmester, Gert Schou.
I den lokale del af kampagnen er der mulighed for at vinde en kvalitetscykel samt 3 x 1 cykelhjelm plus 1 cykelcomputer. De lokale præmier bliver i år sponsoreret af Davai Cykel- og Marinecenter på Ringvejen 1 i Grenaa. Vinderne af den landsdækkende cykelkampagne bliver offentliggjort på hjemmesiden www.vicykler.dk den 14. juni 2006, og i uge 25 vil vinderne af den lokale cykelkampagne blive offentliggjort i den lokale presse.
En virksomhed/institution kan deltage med lige så mange hold, som man overhovedet kan skrabe sammen. Der skal være mindst fire deltagere på et hold - og højst 16. Tilmeldingsfristen er den 21. april. For at være med i kampen om præmierne skal man have cyklet mindst halvdelen af de dage, man har været på arbejde i kampagneperioden. En holdkaptajn har ansvaret for at holde styr på disse cykeldage. Jo flere ture til og fra arbejde - jo større chance for at vinde. Men man behøver dog ikke nødvendigvis at cykle sammen.
Eventuelle spørgsmål til dette års cykelkampagne kan blive besvaret ved henvendelse til Bodil Jensen på Grenaa Kommune på tlf. 87 58 59 39.
Lørdag den 29. april er der i åbningstiden mulighed for at få sin cykel gratis checket hos Davai Cykel- og Marinecenter, så den kan blive gjort klar til deltagelsen i cykelkampagnen. Samtidig kan udvalgt cykeltilbehør købes med en særlig rabat denne lørdag.
Grenaa Kommune inviterer igen i år alle virksomheder/institutioner i kommunen til at deltage i kampagnen »Vi cykler til arbejde«.
Kilde: grenå bladet
charlotte