Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Søndergade i Grenaa fylder 25 år

Når Kirkens Korshærs Genbrugsbutik i Søndergade i Grenaa holder 25 års jubilæum på søndag den 12. marts, kan man se tilbage på 25 travle år, hvor man gennem den lokale indsats har skaffet mere end 3 millioner kroner til Korshærens omsorgsarbejde blandt de svageste i det danske samfund.


Her ses den daglige koordinator, Marie Jensen, sammen med nogle enkelte af de cirka 35 frivillige, der hjælper hinanden med at drive butikken.
Jubilæet markeres ved gudstjenesten i Grenaa Kirke på søndag den 12. marts kl. 10.00, hvor korshærschefen, sognepræst Bjarne Lenau Henriksen, København, prædiker. Efterfølgende afholdes der en jubilæums-reception i Grenaa Missionshus i Nørregade, hvor blandt andre Kirkens Korshærs lille husorkester »The Hang Overs« fra Århus vil synge og spille. Orkestret har sin egen lille historie, idet det består at tidligere og nuværende hjemløse, der på forskellig måde er en del af Korshærens fællesskab. Flere af dem har i øvrigt været professionelle musikere, før hjemløshed og misbrug blev en del af deres hverdag. Genbrugsbutikkens daglige koordinator, Marie Jensen, kan i øvrigt fortælle, at butikken startede i 1981 i Lillegade, hvor man havde til huse indtil man for 17 år siden flyttede til den nuværende adresse på Søndergade i Grenaa. Genbrugsbutikken blev i øvrigt startet på foranledning af Karen Østergaard-Frandsen, der på det tidspunkt var præstekone i Hammelev. Hun var butikkens daglige leder indtil Marie Jensen trådte til for 2 år siden. Gruppen af frivillige medarbejdere har gennem en lang årrække ligget på omkring 35.

1 af 200 butikker
Genbrugsbutikken i Grenaa er en del af Kirkens Korshærs store landsdækkende netværk af genbrugsbutikker, der tæller mere end 200 butikker med et samlet overskud på 37 mio. kroner årligt. Penge, der anvendes til et omfattende arbejde blandt de svageste i Danmark. Korshæren driver et vidt forgrenet arbejde i 23 byer i form af lokalt omsorgsarbejde - blandt andet klubber, bespisninger, sommer- og vinterlejre, gudstjenester og varmestuer. Korshæren står også bag driften af landets største hjemløseinstitutioner og driver endvidere en række mindre botilbud, som f.eks. en husbåd i Københavns Havn. Gennem en længere årrække har man i de større byer haft natåbent, og på det seneste har man stået bag »Åbne Natkirker i København«, hvor hjemløse og ensomme kan opholde sig i de kolde vinternætter. Af andre opgaver kan nævnes et omfattende arbejde i landets arresthuse, driften af Sct. Nicolai Tjenesten i København samt Mariatjenesten på Vesterbro. Et arbejde, der i særlig grad er rettet mod de allersvageste på gaderne. Læg dertil en række mindre botilbud som til f.eks. prostituerede på Vesterbro i København, et hjem for løsladte fanger, for unge med psykiske problemer og et familiecenter i Sønderjylland - for blot at nævne nogle af de mange arbejdsfelter.
Når Genbrugsbutikken i Søndergade kan feste og se tilbage på 25 år med genbrug, er det samtidig med bevidstheden om, at man som en del af folkekirkens frivillige arbejde har været med til at lette tilværelsen for nogle af de svageste i vort samfund. Reelt har man frembragt et overskud på mere end 3 millioner kroner. Dette har kun været muligt, fordi borgerne i Grenaa rundhåndet har afleveret deres salgsbare genbrug, som man så igen har kunnet omsætte til klingende mønt til gavn og glæde for mennesker med svære livsvilkår.
Kirkens Korshærs Genbrugsbutik på Søndergade i Grenaa kan fejre 25 års jubilæum på søndag den 12. marts. Her ses den daglige koordinator, Marie Jensen, sammen med nogle enkelte af de cirka 35 frivillige, der hjælper hinanden med at drive butikken.

Kilde: grenå bladet

charlotte


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam