Skoleelever truer hinanden med vold, og voksne
udgiver sig for at være børn på hjemmesiden arto.dk.
Flere kommuner landet over har derfor lukket for
elevernes adgang til siden i skoletiden –
men i Grenaa Kommune vælger man at oplyse og
debattere i stedet for at forbyde.
Vi har da snakket om at forbyde arto. Men vi tror på at
det er bedre at arbejde med elevernes holdninger og bevidsthed".
Sådan siger Carl Aage Laustrup, skoleleder på Østre Skole
i Grenaa. Det sker efter at Holstebro kommune har lukket
for adgangen til siden for at forhindre eleverne i at i
komme kontakt med voksne seksualforbrydere, og Herning
Politi har oprettet profiler på siden for at overvåge hjemmesiden.
Også på Bornholm har to skoler lukket for adgangen, og senest
har Thyborøn Skole og Sindal Skole afgjort, at eleverne ikke
skal have adgang til siden i skoletiden.
"Men vi kan bare ikke forbyde os ud af alt. Hvis de ikke de
bruger Arto her, gør de det bare hjemme i stedet for,
og så er vi lige vidt. Og så er det bedre at oplyse om
farerne og tage de principielle debatter i stedet.
Det er mere langsigtet", vurderer Carl Aage Laustrup.
"På Østre Skole sidestilles al mobning – om det sker via
papirer der sendes rundt i klassen, sms-beskeder,
eller hjemmesider er underordnet-skolen slår
hårdt ned på det hele", forklarer Laustrup videre.
Chokerede forældre
PÃ¥ Vestre Skole i Grenaa er man heller ikke
indstillet på at lukke ned for arto.dk.
Også selv om nogle af skolens elever har haft
grimme oplevelser med hjemmesiden.
"Vi har hørt at eleverne kalder hinanden for
"so", "bitch" og "kælling", eller truer hinanden, når de
skriver "jeg nakker dig". I de tilfælde har
vi inddraget forældrene, og bedt dem om at
håndtere deres børns adfærd og over for hinanden,
idet det foregår i elevernes fritid", fortæller Kirsten Mandrup,
viceskoleleder på Vestre Skole.
Den truende adfærd og det hårde ordvalg har
sat gang i private, frivillige netværk,
hvor forældre og børn diskuterer Arto, og ikke mindst
grænserne for, hvad man kan tillade sig overfor hinanden.
"Og det har de haft virkelig gode resultater med.
Men forældrene var chokerede og de havde ingen anelse
om, hvad deres børn lavede derinde", siger Kirsten Mandrup.
Filter eller ej
Skolen har også overvejet, om man skulle lægge et
filter på serveren, som automatisk forhindrer adgang til
arto og andre relaterede sider. Men foreløbig nøjes skolen
med at tage debatten med eleverne og ellers holde godt
øje med dem, både ved computerskærmen, men især
hvis der er nogen der går og hænger lidt og opleves
lidt triste i dagligdagen.
"Det er faktisk på den måde, vi har opdaget at nogle
elever er blevet chikaneret på Arto. De har hængt lidt med mulen,
vi har haft samtaler med dem, og efter et par gange
har det vist sig, at kommunikationen på Arto var
en del af problemet," siger Kirsten Mandrup.
Desuden lukker skolen for adgang til computere
for de elever, som bliver snuppet i at bruge
hjemmesiden i skoletiden.
"Vi kan jo naturligvis ikke forhindre eleverne i at
bruge siden i fritiden. Men vi kan oplyse og vise
nogle af de konsekvenser, som chikanen på arto har",
siger Kirsten Mandrup.
Heller ikke på Søndre Skole har man nogen planer om
at forbyde hjemmesiden - Mølleskolen overvejer at
lukke for adgangen i undervisningstiden, men har ikke
taget en endelig beslutning.
Kilde: Jannik Stanley Nielsen informationsmedarbejder grenaa kommune
rex