Nu er man nået så langt i sammenlægningsprocessen, at man er blevet enige om, hvor man fra starten som borger skal henvende sig. Det følger den kommende kommunes hjemmeside følgende om:
De fire kommende servicecentre eller servicebutikker i Norddjurs bliver en nyskabelse til gavn for borgerne. Grenaa, Glesborg, Auning og Allingåbro er centrene, borgerne skal henvende sig til og i langt de fleste tilfælde få sin sag færdigbehandlet. De mere komplicerede sager forberedes i servicecentret og sendes til behandling hos specialisterne i centralforvaltningen.
I de kommende måneder bliver opgaverne, herunder dele af politiets nuværende opgaver, nærmere fastlagt, så Norddjurs Kommune danner det hold af medarbejdere, der skal løse opgaven i hverdagen.
Du kan læse i forslaget fra arbejdsgruppen, hvad de nye servicecentre skal tage sig af ved at gå nærmere ind på www.norddjurs.dk.
Sammenlægningsudvalget var enige om placeringen af de fire centre på mødet i onsdags, og servicebutikkerne fik gode ord med på vejen fra politikerne.
Synspunkter fra vedtagelsen af fire servicecentre:
Jytte Schmidt (S): - Her er det jo i hvert fald en serviceforbedring, der er på vej. Forslaget er godt, og vi må nu se på antallet af medarbejdere.
Mads Nikolajsen (SF): - Det er et godt forslag – også geografisk. Om et servicecenter i Auning er nødvendigt, det kan kun tiden vise. Jeg ser gerne, at vi får en registrering af brugen allerede fra starten, så vi kan følge udviklingen allerede fra 1. januar 2007.
Jens Peter Jellesen (V): - Forslaget opfylder nærhedsprincippet om reformen. Der har været talt om Auning som en slags satellit. Vi foreslår, at vi nu har fire fuldgyldige centre, og at vi glemmer alt om at kalde Auning en satellit. Om der er behov for 5 eller 8 medarbejdere på centrene, må vi se på siden.
Benny Hammer (C): - Vi skal kalde centrene for ”borgerbutikker”. Kommunen er langstrakt, så derfor er fire centre rigtigt godt. Der tegner sig en spændende fremtid i disse butikker.
Lars Østergaard (V): - For mig står kvalitet over nærheden, så hvis det viser sig, så går jeg ind for to stærke centre – ét i øst og ét i vest. Nu starter vi med fire i en overgangsfase, og så måske vurdere, hvor vi får mest for pengene.
Niels Erik Iversen (S): - Kvalitet er også for os vigtig, så finder vi helt sikkert også det rette niveau for servicen til borgerne.
Kilde: Skrevet på Norddjurs Kommunes hjemmeside d. 11. marts
rex