Roendeportalen.dk

Regn og arbejde betyder liv i landsbyen Ntulya
Af forstander Heidi »Nkvimba« Grøndal
Efter tørke i flere måneder, som betyder dårlige eller ingen afgrøder, grønnes markerne nu dag for dag. Det har næsten regnet hver nat siden den danske delegation fra Grenaa Produktionsskole ankom for 16 dage siden til Ntulya, en lille landsby i Sukumaland Tanzania.
De unge fra Grenaa Produktionsskole har nu fundet ind i rutinen med arbejdet i landsbyen. Der er knyttet venskaber, som sandsynligvis kan holde resten af livet, hvis det er muligt at kommunikere sammen.

Her i landsbyen findes ingen internetcafé, ej heller postkasser, som folk her kan modtage post i. I øvrigt kan de ikke alle læse og skrive, så det vil være svært at kommunikere sammen på skrift. Vi har mange gode kontakter til denne del af Tanzania, så det vil være muligt at sende breve og gaver via »netværket« i Grenaa/Nr. Djurs. Flere af vores unge udtaler allerede nu, at det ikke er sidste gang, de er her, mens andre af de unge er begyndt at tænke på flæskesteg med brun sovs. Der må drømmes en tid endnu, for det er ikke muligt at skaffe dansk mad, som hvor mor laver den... her i Afrika. Vi må, som de andre i landsbyen spise ris, ris og atter ris.
Kvinderne i den primitiv anlagte systue er nået rigtig langt. De har alle syet lette tasker, shorts til de små drengebørn i landsbyen ,og om få dage løber landsbyens piger under 12 år rundt i de flotteste kjoler med korte ærmer, syet af produktionsskolens aflagte gardiner fra den gamle kantine. De er meget spraglede i stærke farver - faktisk rigtig flotte. Det er fantastisk at undervise op til 20 kvinder, som blot sidder stille og venter på, at det skal blive deres tur til at få hjælp. Ventetiden bruges på at lære ved at se, hvad de andre gør. Gad vide om den pædagogik er brugbar i Danmark?

Vi har alle fået
et Sukuma-navn
De to foregående aftener har vi siddet sammen med Landsbyformanden WeenWandege. Han har givet os alle et Sukuma-navn, som er vores for tid og evighed. Navnene har han tænkt længe på, som han sagde: Jeg skulle først lære jer alle at kende, og iagttage jeres personlighed... og så kom navnene til mig. Vores største og stærkeste elev fik selvfølgelig navnet Mabula: Ham der kan løfte alt. Hele ceremonien sluttede med, at Wandege overrakte skolens forstander, Nkvimba, en ged, som skulle slagtes, tilberedes og indtages den samme aften.
Den lokale børnegruppe i landsbyen har lært at hoppe i sjippetov, lært danske sanglege og afrikanske sange, som vi har lært hjemme i Grenaa. Det bliver også ind imellem til en tur på traktoranhængeren, og så går det ellers gennem landsbyen med sang og vores Nicolai bag rattet af den store blå Ford 3000. Den anden dag var dagen kommet, hvor vi skulle tage hul på de store poser med legetøj, som vi har medbragt hjemmefra. Børnene blev talt op og et tilsvarende antal dukker, bamser og biler blev stillet op foran dem. Vores elever fortalte, at drenge og piger skulle stå i hver sin række og vælge et stykke legetøj på skift. Det gik rigtig fint indtil dukker og biler var sluppet op, så var der ikke flere, der ville vælge. Den lokale »pædagog« pressede børnene til at tage et tøjdyr ved at stikke den under armen på dem, og så holde dem fast. Det var rigtig synd. Børnene skreg hjerteskærende. De var angste. De troede jo, at det var døde eller sovende dyr. Trods det, at vi forsøgte at vise, at man kunne lege med dem, var det ikke nok til at overbevise dem om, at det var en god idè at tage en bamse. Så nu ved vi til en anden gang, at tøjdyr nok ikke er det bedste at medbringe. Vi har endnu en pose med legetøj, men den skal være fælleseje for børnegruppen. I weekenderne er der ingen børn i børnehaven, men vores unge arbejder alligevel. De er i gang med at afbarke træ til gynger og vipper, som skal stå udenfor vores lejr i den ene side af den store modtagelsesplads. I den anden side er Camilla og Tanya i gang med forberedelserne til et udendørsmaleri, som skal sættes i gang så snart vore lokale kunstnere, Simon Ndokeji og Charles Ndege, som besøgte os i Grenaa i oktober, er ankommet.

Vores lejr ligger
midt i landsbyen
Forskellen på dette sted i Sukumaland, og de to foregående år i Masailand er, at vores lejr i år er placeret midt i en landsby med 150 indbyggere. Vi er en del af landsbyens liv, og de en del af vores. Det er derfor meget lettere for os at få venner og indblik i deres liv. De foregående år har en landsby spredt sig over flere kilometer, og det var derfor kun muligt at komme tæt på enkelte familier. I år får vi indblik i hele landsbyens liv. På vores daglige møder bliver eleverne taget med på råd inden en problemstilling bliver taget op i landsbyens råd, som jo er de gamle mænd. Landroveren, som kom fra Danmark for adskillige år siden, og som har været betroet mange hænder, skal nu være i landsbyen det næste år. Så skal de vise, at de kan vedligeholde og reparere den, for at få lov til at beholde den. Det betyder, at vores piger skal i gang med skitseblokken, da det er vigtigt, at der står på fordørene, hvor bilen hører til. Landsbyen vil gerne have, at der står Ntulya Modern Kilimu på bilen, og så er det vores opgave at finde på illustrationerne.
Næste rejsebrev kommer til at handle om vores 3-dages besøg på Boujora Culturel Center, hvor vi både skal opleve en katolsk kirke, Sukumamuseet og danse/trommeopvisning.

Kilde: grenå bladet

charlotte