Roendeportalen.dk

Et kulturmøde på Bujora – som også gav mulighed for et frisk søbad i Viktoriasøen

Af produktionsskoleforstander Heidi Grøndal
Grenaa Produktionsskoles Afrika-hold tog sig et break fra arbejdet i landsbyen Ntulya i Sukumaland for at opleve et par fridage med kultur, besøg hos venner og et tiltrængt søbad i Viktoriasøen.

Så var dagen endelig kommet til, at vi skulle have et tiltrængt afbræk i arbejdet. Vi skulle opleve Bujora, som er et sted fyldt med kulturhistorie, og sandelig også med stor støtte såvel arbejdskraftmæssigt som økonomisk fra Danmark. Vores projektleder, Knud Erik Asak fra Grenaa Produktionsskole, samt vores uundværlige oversætter, Sander Nielsen, har begge arbejdet på Bujora som frivillige i en del år igennem de sidste 30 år. De har derfor sat deres præg på stedet på rigtig mange måder.
Vi havde desværre ikke alle elever med. To elever havde mere brug for at fordybe sig og have ro i lejren, og en enkelt elev var indlagt med malaria på det lokale hospital. De tilbageblevne og den syge elev havde derfor hver en swahilikyndig lærer hos sig, så vi andre drog afsted, lidt trykkede af, at én af os skulle lide af malaria. Hun er dog i skrivende stund hjemme i lejren igen med medicin til endnu et par dage. Det er fantastisk at opleve, at trods det, at Tanzania er et af verdens 5 fattigste lande, så fungerer det lille lokale hospital efter alle kunstens regler. Vi havde endda selv medbragt kanyler, men det var ikke nødvendigt. Alt var sterilt, og servicen var udsøgt. Alle, såvel lærere som elever er jo forsikrede, så vi var klar til at anmelde sygdommen. Prisen for medicin, forplejning og 2 overnatninger for den syge og hendes ledsager var under 200 kr. Det kan det danske sygehusvæsen vist ikke konkurrere med. Forsikringen er dog tegnet, så anmeldt bliver det.
Det var aftalt, at vores gruppe skulle afhentes af Bujoras Citroën-lastbil, som blev doneret af Grenaa Produktionsskole sidste år, men den kom ikke. Vi er ved at være gode til at vente. Det er det vi kalder »african-time«. En aftale er godt nok en aftale, men tiden kan sjældent overholdes. Vi drog derfor afsted i Ntulyas Landrover med lad. Efter 1,5 times kørsel mødte vi den anden bil. Den var kørt mod en sten, så oliebeholderen var gået i stykker. Det får man ikke sådan lige lavet, så vi valgte at fortsætte stuvet godt sammen i landroveren. Vi nåede dog først frem efter mørkets frembrud, så vi spiste aftensmad og ville egentlig have været på hovedet i seng, men man havde forberedt et stort danse/trommeshow til ære for os. Det virkede flot og meget professionelt.

Søndagsgudstjeneste
i den katolske kirke
Den næste dag startede vi med et lækkert morgenmåltid. Her blev det for første gang klart for os, at vi havde lært at sætte pris på et måltid, som i Danmark ikke ville være værd at skrive om, men som nu for os pludselig var fantastisk. En rygende varm chipati (pandekage) med en frisk banan til og flere måtte bede om endnu en pandekage. Den katolske kirke på Bujora kaldte til søndagsgudstjeneste kl. 10.00, og folk strømmede til i deres fineste tøj. Vi gjorde det samme, men satte os bagest i kirken. Ikke alle fik en siddeplads, men de gamle og kvinder med små børn på sig, rejste man sig for. Som nok det eneste sted i verden blev prædiken holdt på kiswahili og ikke latin, som der jo er tradition for i den katolske kirke. Frokosten blev indtaget hos vores venner tæt på Bujora. Der blev lavet et fantastisk måltid til os med masser af frisk frugt, oksekød, fisk og ris. Efter frokosten var de lokale hulepindsvinedansere inviteret til at danse for os. Det var i modsætning til Bujoras opvisning dejlig uprofessionelt og stemningsfuldt. Efter at have takket mange gange for det vældige måltid, var vi nu klar til et af dagens andre højdepunkter... turen til Viktoriasøen. I alle turistinformationer advares der mod at bade i søen, men vores venner kender selvfølgelig stedet, hvor der kan bades. Et sted med sandbund uden bilharzier, en lille larve, der kravler ind gennem foden og formerer sig i blodbanen, men også flodheste skal man helst undgå. De skulle jo være til at se, som vi sagde.
Afsted kom vi i den nu færdiggjorte Citroën med et godt stort lad og dobbelt kabine, så humøret var højt. Men ak! Efter en times kørsel kørte vi på en sten og al olien løb ud. Så var det igen african-time. Vi fandt ind under nogle skyggefulde træer, mens vores chaufførs søn måtte afsted på en cykeltaxa tilbage efter landroveren. Der gik 1,5 time igen før, vores efterhånden eneste sikre kort, landroveren var der, så vi kunne komme videre. Klokken 17.00 nåede vi søen, og der blev hurtigt klædt om. Vandet var fantastisk, og der var medbragt sæbe, så vi blev alle skrubbet godt, inden vi var klar til at vende snuden hjemad til Bujora. Dette badested husede også et lille museum. Det var faktisk stedet, hvor Stanley i sin tid udtalte de berømte ord: »Doktor Livingstone I presume«, da han mødte ham på stedet. På vej hjemad tog vi mange mennesker op at køre. Der kan sagtens være 20 på ladet af en landrover, og hvor er det dejligt at kunne give en hånd. Igen var det mørkt, da vi kom hjem og skulle spise aftensmad, men til forskel fra i går, fik vi mulighed for at gå på hovedet i seng.

Så kom regnen!
Den tredje dag vågnede vi op efter at det havde regnet hele natten, og det fortsatte det meste af formiddagen, så igen var det tid til lidt african-time. Denne gang skulle vi vente på, at regnen holdt inde, så Richard, som er den engelsktalende guide fra Bujora, kunne vise os rundt. Samtidig med at vi ventede på, at regnen skulle holde en pause, var det også vigtigt, at vi kunne vise, at vi glædede os på deres vegne. Regnen var meget velkommen. Vi frøs og vi var kolde. Vi havde svært ved at forestille os, at vi faktisk var i Afrika. Det regnede stort set hver nat og tit også om dagen.
Rundvisningen på Bujora var spændende. Her var jernsmedens hus og snedkerens sted samt et traditionelt sukumahus fuldt udstyret med redskaber af enhver slags. Et stort hus med første sal som indeholdt de kongelige trommer. De bruges stadig, men dog sjældent, da der ikke findes ret mange konger. I gammel tid blev der spillet på trommerne, når en konge vendte hjem, ved hans indsættelse som konge, ved en konges begravelse og sidst men ikke mindst ved kongernes årlige hårklipning. Vi fik lov at prøve dem... og måske kunne det endda høres i Danmark.
Bujora er også en slags produktionsskole, så det var vigtigt for os alle at se værkstederne i gang og besigtige maskiner og inventar, der tidligere er doneret fra Grenaa Produktionsskole. Det var spændende at se, at det vi renoverer og sender afsted faktisk gør en forskel hernede. Men vi kan også se, at de har brug for meget mere hjælp, både i form af projekter, som vi laver en gang om året, og i form af renoveret udstyr og økonomiske donationer, som vi desværre ikke kan hjælpe med.
Sidst på dagen gik turen igen på ladet af landroveren til vores hjem i Ntulya, hvor vi blev genforenet med Mette, som nu var næsten rask og Bjarke og Tanya, som havde arbejdet, ryddet op i lejren og vasket alle vores viskestykker. Mættet af indtryk var alle på vej i seng, da der pludselig kom en lastbil med 100 mennesker samt en stor landcruiser med blinkende lygter... nu var der fint besøg i Ntulya så vi kunne godt glemme alt om at skulle sove...!

Kilde: grenå bladet

jimmi