Sofie fra Matas laver et salgsfremstød for ansigtspleje-produktet Plaisir i denne uge
Den 21-årige Matas-elev, Sofie Kildahl Josefsen, laver i denne uge et specielt salgs-fremstød for hudpleje-produktet Plaisir. Det sker i forbindelse med hendes afsluttende fagprøve-projekt som materialist-elev.
Sofie blev i øvrigt kåret som Årets Elev 2005 i Handelscenter Grenaa - efter indstilling fra kollegerne i Matas i Østergade i Grenaa. Den 1. juli i år er hun efter to års uddannelse udlært som materialist, men inden det kommer så vidt skal hun have lavet et fagprøve-projekt, skrevet en rapport herom og derpå forsvare rapporten ved en eksamen på materialist-skolen i Skåde.
Sofie’s salgsfremstød gælder ansigtspleje-produktet Plaisir. Det betyder, at hun i denne uge har pyntet diske og vinduer op for at promovere Plaisir, ligesom hun reklamerer for produktet på forsiden af denne uges udgave af Grenaa Bladet. Endelig har hun et bord i butikken, hvor hun renser og plejer huden på kunderne, og i det hele taget hjælper dem med at finde de helt rigtige hudplejeprodukter.
Sofie Kildahl Josefsen har i øvrigt fået tilbudt at blive i Matas i Grenaa efter endt uddannelse. Et tilbud hun har tænkt sig at takke ja til, eftersom hun er utroligt glad for sit arbejde og sine kolleger.
Når Sofie ikke hjælper kunderne i Matas med både det ene og det andet og det tredje og det fjerde, så spiller hun blandt andet håndbold i Åstrup/Hammelev.
Årets Elev 2005 i Handelscenter Grenaa, Sofie Kildahl Josefsen, laver i denne uge et salgsfremstød for ansigtsplejeproduktet Plaisir i forbindelse med sin materialist-uddannelse. Her ses hun i forbindelse med Årets Elev-kåringen. De øvrige personer på billedet er handelsskoleforstander Lars Ry Jørgensen, handelssekretær Marianne Bjørnlund og Tina Steen fra Matas.
Kilde: grenå bladet
jimmi