På VU Norddjurs’ ordinære generalforsamling den 22. februar i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa blev der valgt formand og ny bestyrelse. Medlemmer, der var mødt op, valgte enstemmigt den 15-årige Frederik Emil Jensen fra Glesborg, som ny formand for foreningen.
Frederik har været en af hovedkræfterne bag VU Norddjurs’ stiftelse, og han ser lyst på fremtiden.
– Jeg glæder mig til at tage fat på arbejdet her i det nye foreningsår. Vi har fået sammensat en rigtig god og arbejdsom bestyrelse, som jeg er sikker på nok skal gøre det godt, udtaler den nyvalgte formand, Frederik Emil Jensen.
Formanden benyttede bl. a. hans beretning på at takke Venstre for deres opbakning og se frem mod yderligere fremgang for foreningen VU Norddjurs. Endelig benyttede formanden også sin beretning på at skue frem mod næste kommunalvalg, hvor han mener, der skal satses yderligere på de unge kræfter.
– Vi har haft en opstart i foreningen, hvor støtten har været god. Venstre har været gode til at bakke os op, og det skal de have stor tak for. Rent medlemsmæssigt er vi ikke noget helt langt nok endnu. Vi skal ud og skabe en stemning om, at det er fedt at være VU’er, at ingen bøjer hovedet når emnet omhandler politik og i det hele taget, at vi skaber lysten for vores medlemmer til at sige »Her kommer vi!«. Ved kommunevalget i fjor blev én person under de 40 år valgt ind for Venstre - i den forbindelse vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige tillykke til Jens Meilvang, godt gået. Spørgsmålet er bare om grunden til, at der ikke blev valgt flere, var fordi der kun stillede én op? Er det tilfældet, betyder det jo, at vores muligheder for at få flere unge ind bestemt er til stede. Jeg synes, at vi som forening til næste kommunevalg, skal kæmpe for at få bragt gennemsnitsalderen i byrådet ned, udtalte Frederik Emil Jensen bl.a. i sin årsberetning.
VU Norddjurs vil i det kommende år arbejde på at øge udbuddet af arrangementer for foreningens nye medlemmer.
– Jeg ser i fremtiden en forening, hvor både det sociale og politiske arrangementer er i højsædet, men samtidig også en forening, man ikke er i tvivl om eksisterer ude hos borgerne i Norddjurs Kommune, sagde Frederik Emil Jensen.
Bestyrelsen blev valgt med få ændringer. Formanden blev igen Frederik Emil Jensen (Glesborg). Næstformand Jesper Birch ønskede ikke genvalg. Derfor overtog Sebastian Grauert (Grenaa) den post. Mikkel Andersen (Grenaa) er fortsat foreningens kasserer. Bestyrelsen består fortsat af Jens Meilvang (Gjesing) og Palle Sørig Jensen (Vivild), mens Mads Madsen (Auning) blev bestyrelsens nye ansigt.
Der blev på generalforsamlingen endvidere besluttet, at bestyrelsen er selvsupplerende.
Kilde: grenå bladet
jimmi