Foto-udstilling med international islæt.
Flere og flere har efterhånden opdaget, hvordan man bruger Djurslands Netavis. Det er vi svært glade for, så bliv endelig ved med dét!
Fra et galleri på Mols fortæller man således om en særdeles spændende fotoudstilling i påsken:
Humoristisk, tankevækkende, dragende
Galleri Excentrisk skyder sæsonen igang med en udstilling stoppet til randen med godt fotografi. Fire meget forskellige internationale fotografer viser deres billeder. Udstillingen spænder fra landskabsfotografi i farver og sort/hvid til humoristisk foto-journalisme over i det social-realistiske.
Blandt udstillerne er:
Tyske
Andreas Grosse, som er tidligere 'Stern'-fotograf samt vinder af priser for hans foto-journalisme. Han arbejder nu hovedsagligt med landskabfotografi samt større reklame- kampagner.
Han udstiller sin klassiske farve-dokumentar om engelske excentrikere. Her er manden, der lever sit liv i en hule, den skøre professor, vampyr-jægeren og nutidens Robin Hood. Det er fotografier, der kalder smilet frem på læberne. Man spørger sig selv, hvor langt er der i virkeligheden fra disse kugleskøre englændere til os kære Molboer.
Finn Manford er uddannet reklame-fotograf, men er nu en anerkendt kunst-fotograf. Han har modtaget Statens Kunstfonds 3-årige arbejdsstipendie samt Kulturministeriets Fotografiske Bogpris. Han har udstillet i Europa og USA. Blandt gallerierne er Paris Photo, Louvre, i Frankrig, Museet for Fotokunst, Brandts Klædefabrik i Danmark samt Focus Gallery i England.
Finn udstiller sine dragende landskaber. De indeholder ofte en enorm og voldsom stilhed. Farverne er dybe, delikate, næsten spiselige, men de er også spændt til bristepunktet med naturens kræfter. Ofte møder naturen og kulturen hinanden. Det menneskeligt skabte landskab og det naturlige står i skarp kontrast, men vidner også om en samhørighed. Vind og vejr slider med tiden det menneskeligt skabte til.
Jesper Nors har studeret fotografi i England og er uddannet dokumentar-fotograf. Han arbejder med fotografi og multimedie og har udstillet mange steder i England, blandt andet HotBath, Ikon, Birmingham Museum and Art Gallery, men også i Danmark på Museet for Fotokunst i Odense.
Udstillingen går under titlen 'I Lyset' og består af traditionelle sort/hvide billeder i en dokumentaristisk stil. Der er tale om et miks af social realisme og landskabs-fotografi. Fotografierne af mennesker udtrykker ofte en umiddelbar glæde, men man mærker dybden, hvor mørket lurer. Landskaberne fanger til gengæld det fysiske lys, hvor det bryder mørket.
Christian Hauschild er årets debutant, der får chancen for at vise sit talent og øje for landskabet på Mols. Han udstiller en række billeder af lokale motiver i farve.
Fernisering lørdag den 8. april kl 14.00  17.00,
åben hver dag i påsken fra kl. 10.00 - 16.00, gratis adgang
Indsendt fra Galleri Excentrisk i Vrinners d. 29. marts
Kilde: Galleri Excentrisk
sof