Djurslandskaber – 9 udstillinger og 16 turforslag frem til d. 7. maj
Med støtte fra blandt andet Kulturministeriets Provinspulje er det lykkedes at skabe et enestående udstillings-projekt med indbyggede turforslag i perioden fra den 8. april til den 7. maj her på Djursland.
Projektet hedder »Djurslandskaber« og arrangeres af kunstforeningerne på Djursland, Djurslands Museum, Fuglsøcentret på Mols og endnu et par udstillere - og i samarbejde med Destination Djurslands kulturformidler Katrine West.
Projektet består af 9 udstillinger af landskabsmotiver fra Djursland - fra guldalderkunst til nutidskunst. 16 forslag til gå- og køreture i de landskaber, hvor kunstnerne har hentet inspiration. 10 staffelier med gengivelse af kunstværker - placeret så motiv og landskab kan ses sammen. 9 arrangementer i tilknytning til udstillingerne. Og utallige muligheder for at gå på skattejagt ved hjælp af »det hemmelige kort«, som befinder sig i midten af den brochure, som er blevet lavet til »Djurslandskaber«. Heri finder man desuden en oversigt over kunstnerne - fordelt på udstillingssteder, en arrangementsoversigt og en beskrivelse af de 9 udstillingssteder/arrangører - samt af de ruter og staffelier, der knytter sig til hver enkelt udstilling. Djurslandskaber-udstillingerne vises på Djurslands Museum, i Kulturhuset Pavillonen, på Meilgaard Slotskro, i Det Gamle Pakhus i Allingåbro, Ny Ryomgaard, Hotellet i Rønde, Skørring Gamle Skole, Hornslet Bibliotek og Fuglsøcentret.
Projektet tager udgangspunkt i, at Djursland er et ualmindeligt naturskønt område med ualmindeligt mange kunstnere, og at området i tidens løb har inspireret en lang række kunstnere - deriblandt kendte malere som Theodor Philipsen, Janus la Cour og Lauritz Hartz.
Projekt »Djurslandskaber« blev præsenteret af formanden for Grenaa Kunst- og Musikforening, billedkunstneren Morten Skovmand, og kulturformidler Katrine West på Meilgaard Slotskro tirsdag i sidste uge. Herunder opsætning af det første staffeli i landskabet: Theodor Philipsens »Gartnergaarden ved Meilgaard«. Og ophængning af én af de 9 Djurslandskaber-udstillinger: Nørre Djurs Kunstforenings udstilling på Meilgaard Slotskro.
Udover Kulturministeriets Provinspulje støttes »Djurslandskaber« af Ebeltoft Kommune, Grenaa Kommune, Midtdjurs Kommune, Rosenholm Kommune, Rougsø Kommune, Rønde Kommune og Sønderhald Kommune.
På lørdag den 8. april kl. 13.00 er der fernisering på Djurslands Museums Djurslandskaber-udstilling. Her vil museumsinspektør Brita Mosdal byde velkommen, forfatteren Vagn Steen - der selv har boet på Djursland - vil sige nogle kloge ord om projektet, blokfløjtenisten Annette Friisholm vil spille fuglefløjt og hofjægermester Michael Iuel, Meilgaard Slot, vil åbne udstillingen. De 8 andre udstillinger åbnes samme dag kl. 15.00.
Djurslands Museum har til sin udstilling lånt cirka 25 ældre værker. Værkerne er udlånt af Statens Museum for Kunst, ARoS Aarhus Kunstmuseum, Holstebro Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum, Johannes Larsen Museet, Odsherreds Kunstmuseum, Randers Kunstmuseum, Rønde Kommune samt en række privatpersoner.
Kunstnerne bag værkerne i Kulturhuset Pavillonen er Tine Hind fra Anholt, Karin Wilsøe Kajberg, Mette Kornbeck, Ulla Lundsgart, Ketty Steffensen, Arne Tipsmark og Bente Wulff.
På Meilgaard Slotskro-udstillingen finder man værker af Ruth Falk, Irene Grundel, Maud Sinclair, Morten Skovmand, Ole Stenholm og Vidar Utvik.
PÃ¥
http://www.djurslandskaber.dk/ kan man finde mange flere detaljer om kunstnerne og arrangementerne - samt link til mere detaljeret kortmateriale.
Her ses forsiden til brochuren bag »Djurslandskaber«.
Arne Tipsmark og Morten Skovmand ses her med ét af værkerne i Djurslandskaber: »Grusgrav ved Kirial«. Både i original-udgaven, som kunstneren bag værket, Arne Tipsmark, står og holder, og staffeli-udgaven, som placeres ved, nå ja - grusgraven i Kirial.
Kilde: grenå bladet
jimmi