Gjerrild Folkedanserforening fejrer 40 års jubilæum fredag den 7. april. Det sker under helt private former på skolen i Gjerrild - med spisning og dans.
For 10 år siden blev jubilæet fejret i Nørre Djurs Hallen med en jubilæumslegestue, hvor der deltog næsten 400 gæster fra nær og fjern, og her vender man tilbage om 10 år i 2016 til det næste jubilæum, såfremt folkedansen stadig svinger til den tid.
De 40 år er gået rigtig godt, en lille men aktiv forening på næsten 40 medlemmer. I øvrigt samme antal dansere, som foreningen startede op med i 1966. Det er så i tidens løb blevet til 800 øveaftener og 14.000 danse. Tages opvisninger og legestuer med, bliver det ca. det dobbelte antal danse. 40 gange har foreningen afholdt stævne på festpladsen i skoven. Det ældste opvisningsbillede foreningen har er fra år 1900. Foreningen har deltaget i mere end 30 lands- og nordiske stævner, og er altid godt repræsenteret, når andre foreninger afholder kurser og legestuer med mere.
– Udover at værne om vore forfædres mange lystige egnsdanse fra hele landet, er dansen med til at holde gang i alle kroppens funktioner på en sjov måde. Dansen giver og styrker en livsglæde, som mange har hårdt brug for i nutidens jag. Dansen er for børn og unge såvel som ældre. Dansen er med til at skabe en naturlig respekt for andre, og så er dansen med til at oprette venskaber udover hele landet samt udlandet. Dansen skaber let kontakt på tværs af alle grænser, siger Kurt Pedersen fra Gjerrild Folkedanserforening.
– Så der er stadig god grund til at holde liv i de gamle danse, og mange flere skulle starte op med dans, og gerne helt fra barnsben af ligesom førhen. Dans er noget der bringer glæde hele livet igennem ved mange lejligheder. Derfor har man også i flere lande dans med på skoleskemaet, ligesom sang og musik, slutter Kurt Pedersen.
Kilde: grenå bladet
jimmi