Påskeferie-aktiviteter på Gl. Estrup
Dansk Landbrugsmuseum og Jyllands Herregårdsmusem Gl. Estrup ved Auning har masser af aktiviteter for børn og barnlige sjæle her i påsken - nærmere bestemt i dagene fra mandag 10. til søndag 16. april.
Leg og spil har i århundreder hørt påsken til.
Især første og anden påskedag har der været tradition for at more sig med forskellige udendørs lege, hvis vejret tillod det. På Gammel Estrup, Jyllands Herregårdsmuseum, kan børn og deres voksne i fællesskab deltage i konkurrencer og lege fra en svunden tid, hvor legetøj ikke var af plastic, og hvor leg blev brugt til at øve færdigheder til voksenlivet. Legene i påskeferien tager udgangspunkt i museets fokus på det nationale Renæssanceår 2006, så undervejs kan man høre om livet på herregården og om lege fra årene 1500 til 1650.
– På Herregårdsmuseet starter vi legene op tre gange om dagen, kl. 11, kl. 13 og kl. 15, og vi lægger hårdt ud med æbleræs på Alling Å. Så er der æggeløb i Barokhaven og vi skyder til måls med sten. Der udloves velsmagende præmier til vinderne af de udendørs konkurrencer. Efter al den friske luft kan børn og voksne inden for prøve at lege de gode, gamle lege »Stikke Palles øjne ud«, »Markus og Lukas«, og de kan forsøge sig med forskellige kuglespil. Vi glæder os til at møde en masse glade og friske børn og voksne, som er med på at deltage i nogle lidt anderledes lege, som måske ikke er helt politisk korrekte, siger museumsinspektør Berit Guldmann Hornstrup.
Farlige troldhekse, gyldne æg og dunede kyllinger, små lam og andre husdyr er i fokus på Dansk Landbrugsmuseum i påskeferien. Museets medarbejdere er parate med hjælp og vejledning ude og inde. Her ved påsketide var troldheksene særlig farlige. Især askeonsdag om aftenen, når de var samlede for at flyve til Bloksbjerg for at fejre påskesabbat. Det vidste man i gamle dage. Men man vidste også, hvordan man skulle beskytte sig mod deres onde trolddomskunst. Troldheksene turde ikke komme i nærheden af skarpe genstande. Derfor tog man alt af værdi ind i husene, og over dørene satte man stål, som regel skarpe knive. Men også de nytilsåede marker og gæs, der gik ude, var sårbare. Så bonden havde travlt. Markerne beskyttede han ved at sætte knive, sakse eller andre skarpe genstande i hjørnerne, og i gæssenes vinger satte han synåle.
I Historisk Værksted kan børnene lave deres egen troldheks, og her kan de dekorere to æg. Æggene skal dekoreres med planter og køkkenrester, på samme måde, som madmor gjorde det, når hun farvede æg. Æggene blev brugt som gaver til tjenestefolkene og til det festlige påskebord. Mens æggene bliver kogt kan børnene underholde sig med de nyudklækkede kyllinger. Og hver formiddag kl. 11 kan de gå med over i stalden og være med til at fodre dyrene. Små lam, gedekid, store køer, får og geder, de er der alle sammen. Et par gange om dagen serverer muséet smagsprøver på nikål. En sund og velsmagende påskeret lavet med ni slags grønt. En god portion af den beskytter mod flere forskellige sygdomme resten af året.
Der er masser af aktiviteter i påsken på Jyllands Herregårdmuseum og Dansk Landbrugsmuseum ved Gl. Estrup her i påsken.
Kilde: grenå bladet
jimmi