Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Nu skal sommerdækkene frem

April måned er synonym med forår i luften. Det betyder også, at vinterdækkene på bilen skal skiftes ud med sommerdæk. Her er det vigtigt at kigge dækkene efter, og trænger man til et par nye kan man hente inspiration i FDM’s nye sommerdæktest.

Foråret har ladet vente på sig, men som varmegraderne stiger og sneen forsvinder, stiger behovet for at skifte vinterdækkene ud med sommerdæk. FDM har gennemført en test af en række nye sommerdæk, og resultatet viser, at det ikke er ligegyldigt, hvilke dæk, man sætter på bilen.
– Alle dæk kan stå fast på en tør vej. Derfor er det især dækkenes resultater på våd vej, som FDM kigger på, når vi skal vurdere, hvilke dæk vi anbefaler bilisterne. FDMs nye sommerdæktest viser, at der er stor forskel på de bedste og de dårligste dæk, siger bilteknisk redaktør på Motor, Søren W. Rasmussen.
Danmark har traditionelt mange regnvejrsdage i løbet af sommerdæk-sæsonen. Flere af de dæk, der klarer sig dårligt i testen, vil derfor ikke være særlig velegnede til det våde danske vejr.
Alle dæk er testet på bane og i et laboratorium for at kortlægge dækkets mange egenskaber. Ud over dækkets egenskaber på tør og våd vejr, testes dækket for dækstøj, rullemodstand og slidstyrke. Overvejer man at sætte sidste års sommerdæk på bilen, er der et par ting, som man især skal være opmærksom på.
– Vi anbefaler at skifte, hvis der er under 3 mm mønster tilbage på dækkene, selvom loven kun kræver 1,6 mm. Det skyldes, at vejgrebet ellers mindskes markant på våd vej. Desuden skal man være opmærksom på, om dækkene har tegn på skader eller revner. Det er også en god idé at bytte dækkene, så for- og bagdæk i hver side skifter plads. Det forlænger levetiden af dækkene, siger Søren W. Rasmussen.
Samtidig anbefaler han, at vinterdækkene holder sommerhi et tørt og køligt sted stablet oven på hinanden. Inden dækkene stilles væk skal de rengøres.
Hele den nye test af sommerdæk kan læses i Motors aprilnummer.

Kilde: grenå bladet

jimmi


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam