Af Benjamin Kousholt
Djurslands Efterskole var lørdag d. 8. april på et 24 timers løb med Røde Kors-gruppen »Unge på flugt«.
Det er lørdag d. 8/4 og Henrik Klemmensen på 15 år fra Djursland Efterskole har gjort sig klar til at være flygtning i 24 timer.
Han har pakket sin sovepose, som noget af det eneste han må have med. – Jeg håber på, at det bliver en spændende tur og håber på, at få et indblik i hvordan flygtninge har det under deres flugt, fortæller Henrik Klemmensen.
En gruppe fra Røde Kors ved navn »Unge på flugt« stod for dette realistiske og virkelig udfordrende løb. Eleverne blev delt ind i familier, fik ny identitet og lærte lidt om landet Somalia, hvor de alle skulle flygte fra.
– Det var svært når man skulle kunne huske sin nye identitet. Hvis nogle spurgte skulle man kunne sige sit nye for- og efternavn, den nye fødselsdato og hvad år man var født, men ikke nok med det, man skulle også kunne alle i din families identitet, fortæller Henrik Klemmensen.
Løbet gik ud på hele tiden at stresse eleverne for at de kunne få en så realistisk oplevelse som muligt. Eleverne blev bl. a. udsat for »militsen«, som tog dem til fange, råbte af dem og skældte dem ud uden grund.
– Det kan godt være meget svært at få et ord indført, når der er to milits-folk, der råber dig lige ind i hovedet på samme tid. Jeg blev meget frustreret og vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre, siger Henrik Klemmensen.
Efter at eleverne endelige var kommet til Danmark (Fjellerup by), fandt det danske politi dem, og de blev derpå ført til Sandholmlejren (efterskolens hal), hvor deres sag om opholdstilladelse skulle tages op af den danske regering. Nogle fik opholdstilladelse - andre gjorde ikke. Henrik Klemmensen tilhørte en af de uheldige familier, som ikke kom til Danmark og fik opholdstillades i landet.
– Fed oplevelse, jeg lærte en del om hvordan flygtninge har det, og at jeg skal sætte pris på hvad jeg ejer og har her i Danmark, siger Henrik Klemmensen til sidst.
Kilde: grenå bladet
jimmi