Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Norddjurs Friskole bygger fremtidens skole

Et nyt og temmelig utraditionelt byggeri skyder for tiden op ved Norddjurs Friskole i Grenaa. Skolens største økonomiske satsning nogensinde udløser nemlig et helt nyt tilholdssted til skolens elever i 7.-9. klasse.


Læg dertil et helt nyt drama- og rytmerum med varme i gulvet - og en meget ambitiøs IT-satsning i undervisningen. Blandt andet i form af to gigantiske SmartBoards i fuld tavle-størrelse, der fungerer som en topmoderne computer med Internet-opkobling. Her kan eleverne fremlægge deres opgaver for klassen ved at koble deres bærbare PC på SmartBoardet, som også kan bruges til at afspille musik i en superflot stereolyd via CD’ere og film-dvd’er med videre. Og så kan man også hente alle mulige TV-programmer ned på SmartBoardet. Det vil sige undervisningsrelvante programmer om biologi, historie og samfundsorientering med videre. Der befinder sig et SmartBoard i skolens fysiklokale og midt i fællesarealet i overbygningen. Alle 60 elever i skolens overbygning udstyres med en bærbar PC, som også giver adgang til Internettet på skolens område. Stikopkoblingen til det trådløse internet foregår via spiral-ledninger i loftskonstruktionen, der nærmest hænger ned fra loftet, så selve gulvarealet er ledningsfrit område. Det nye ungdomsmiljø på skolen skal stå færdigt inden sommerferien.
– Vi glæder os alle sammen helt vildt til at kunne tage de nye bygninger i brug. Det giver os nogle helt nye muligheder for at forme undervisningen, så den matcher en meget globaliseret verden. Sammen med eleverne vil vi lave et skole-eksperimentarium, hvor vi eksperimenterer os frem til formen på undervisningen, siger skolens leder John Flyvholm.
I den nye overbygning bliver der gode muligheder for at lave en fleksibel undervisning. Rum-opdelingen er på ingen måde statisk. En skydevæg mellem de to klasser kan køres frem og tilbage efter forgodtbefindende - tavlerne har hjul på, og kan flyttes rundt efter behag, og det samme kan projectorer og lignende. Fællesarealet kommer også til at rumme nogle små café-borde, hvor eleverne kan spise deres mad og hygge sig. Det hjemlige præg understreges af, at man stiller skoene i entréen og i stedet ifører sig hjemmesko inden man går ind i lokalet.
– Eleverne må gerne blive her efter undervisningen, og de bliver ikke låst inde. Vi har tillid til, at de ikke ødelægger noget, for de ved allesammen godt hvad tingene koster. Fællesarealer med fælles ting giver et fælles ansvar for at passe på tingene, siger John Flyvholm.
Et lille lærerværelse med terrasse til overbygningens 3 lærere er der også blevet plads til i den nye bygning. Og et rengøringsrum, som eleverne kender udmærket. De gør nemlig selv rent.
– Dermed sparer vi penge til rengøring. I stedet får vi råd til lejrskoler i Danmark samt en studierejse i udlandet hvert år. Vi har på den led lige nu de store elever afsted i 12 dage på en studietur til Grækenland med fokus på de græske filosoffer. Ved selv at gøre rent optjener de ikke kun rejser, de lærer også at tage ansvar for deres eget miljø, slutter John Flyvholm.
Her ses tre af Norddjurs Friskoles overbygnings-elever, Pil Knoblauch, Kasper Gertsen og Nadia Hytte, ved den ene af de to SmartBoards, som skolen har investeret i i forbindelse med en kraftig lokalemæssig udvidelse.
I forbindelse med lokale-udvidelsen på Norddjurs Friskole bliver der plads til lidt flere elever i overbygningen fra 7.-9. klasse idet skoleåret 2006/2007 begynder i august.

Kilde: grenå bladet

jimmi


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam