Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Filmen om Johnny Cash i Grenaa Kino!

På fredag den 28. april har Kino Grenaa-premiere på »Walk The Line« - filmen om den afdøde amerikanske sanger og musiker Johnny Cash.


I 1955 spadserede en hårdfør, mager ung mand, der kaldte sig J. R. Cash, ind i Sun Studios i Memphis med sin guitar over skulderen. Det var et øjeblik, der skulle vise sig at få en uudslettelig indvirkning på den amerikanske musikkultur. Med sine gyngende godstogsakkorder, stålsatte intense øjne og en stemme lige så dyb og sort som natten sang Cash fandenivoldske sange om hjertesorg og overlevelse, som havde saft og kraft, emmede af det virkelige liv og ikke lignede noget, der var hørt før.
Den dag var med til at indvarsle det lille pladestudies centrale historiske betydning, og det satte gang i Johnny Cashs forrygende karriere. Med sin originale sound var Cash medvirkende til at bane vej for de rock-, country-, punk-, folk- og rapstjerner, der fulgte efter, samtidig med at han personligt kastedes ud på en mental rejse fuld af voldsomme op- og nedture. Det var i denne omskiftelige periode af sit liv, at han udviklede sig fra en selvdestruktiv popstjerne til det ikon, vi alle kender: »The Man in Black« - mens han så sine indre dæmoner i øjnene og kæmpede for den kærlighed, der endte med at holde ham oppe under den knivskarpe balancegang mellem fornedrelse og forløsning.
Filmens historie begynder i Arkansas under depressionen, hvor den sporer oprindelsen til Cashs sound tilbage til hans opvækst som søn af en fattig husmand og et barndomstraume, som han aldrig overvandt. Herefter følger den ham på hans vilde turneer med rock and roll- og countrylegenderne Elvis Presley, Carl Perkins, Roy Orbison, Jerry Lee Lewis og Waylon Jennings, og den skildrer hans stormfulde partnerskab, og til slut samliv og ægteskab, med June Carter Cash for at kulminere med hans uforglemmelige koncert i Folsom Prison i 1968. Live-optagelserne herfra gjorde ham til tidens hotteste kunstner, der tilmed solgte flere plader end Beatles. Det var i disse år, Cash fandt ind til sin minimalistiske stil og frem til de temaer, som næsten alle hans sange kredser om: død, kærlighed, forræderi, synd, håb og tro.
Filmens manuskript er blevet til i tæt samarbejde mellem instruktør James Mangold og Johnny Cash & June Carter - som jo desværre begge døde, inden arbejdet med selve filmen kom i gang.
Mangold siger: »Jo mere John fortalte mig om de tidlige år af hans liv og karriere, des mere øjnede jeg en mulighed for at lave en film om en epoke, hvor det at frembringe musik handlede om at frembringe musik og ikke om penge eller videoer. Johns historie er ikke beretningen om et vidunderbarn eller tøjlesløs ambition; han kom sent i gang, lærte sig selv at spille guitar og havde stort set ingen til at opmuntre sig. Ingen banede vejen for ham, da han flyttede til Memphis. Men John var klog nok til at gå til Sun Records, der blev hjemsted for en musikalsk revolution. Omgivet af en forrygende talentmasse voksede John til noget, ingen af de andre formåede at blive - en tidløs historiefortæller og en skærende stemme fra skyggerne. Hans sange var i den grad enestående, personlige og rå«. Mangold var aldrig i tvivl om, at de to store hovedroller skulle spilles af Joaquin Phoenix og Reese Witherspoon, samt at det var altafgørende, at de selv sang parrets sange for at formidle den ånd og sjæl, som er uløseligt forbundet med dem. Og det er lykkedes helt forrygende!
Joaquin Phoenix og Reese Witherspoon som Johnny Cash og June Carter Cash i »Walk The Line«, der kan ses i Grenaa Kino fra og med på fredag.

Kilde: grenå bladet

jimmi


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam