Karin Schumacher kan den 1. maj 2006 fejre 25 års jubilæum hos SCA Packaging Denmark i Grenaa.
Karin Schumacher kom til virksomheden, det tidligere Danapak Papemballage, fra en stilling som eksportassistent hos Modulbyg i Grenaa, hvor hun blev udlært året før. Karin arbejdede de første år som salgsassistent inden for segmenterne mejeri, slagteri og fiskeri, men også kunder som Royal Copenhagen og Henkel har haft fornøjelsen af hendes meget serviceorienterede betjening.
Efter merkonomeksamen i markedsføring blev Karin ansat som marketingassistent i marketingafdelingen, hvor arbejdsopgaverne omfattede udarbejdelse af produktkataloger, direct mails, messedeltagelse og meget mere. Senere blev arbejdsområdet udvidet, idet Karin som marketingkoordinator yderligere fik ansvar for udstillinger, markedsføringsmaterialer og mange forskellige kundearrangementer. Det er et område, som altid har ligget Karin stærkt på sinde, og med stort engagement og indlevelse har hun været med til at præge virksomhedens kunderelaterede aktiviteter.
Med sin store erfaring på området messer og kundearrangementer er Karin blevet medlem af FoodTech-komiteen, som hvert andet år arrangerer Skandinaviens største fødevaremesse i Messecenter Herning.
Karin er i dag direktionssekretær for direktionen i SCA Packaging Denmark, Division Bølgepap, som har aktiviteter i Grenaa, Stevnstrup, Taulov og Allerød.
I fritiden koncentrerer Karin sig om sine to drenge, familien, gode venner, bøger og kulinariske oplevelser.
Jubilæet fejres med en reception på virksomheden, Åstrupvej 30, 8500 Grenaa, fredag den 5. maj 2006 kl. 10.00 - 11.30.
Kilde: Grenaa Bladet
sof