Som gennemsnit har Danmarks innovative virksomheder en overskudsgrad på 13% sammenlignet med 7% for gennemsnittet af Danmarks 1000 største virksomheder. Forenklet sagt kan man derfor udlede, at innovation betaler sig.
Denne tankevækkende oplysning var blot en af mange pointer, som deltagerne fik på Djurslands Erhvervsråds innovationskonference, der blev afholdt på Kattegatcenteret d. 24. april. Baggrunden for afholdelsen af konferencen var den landsdækkende Innovation Cup, som Huset Mandag Morgen over det seneste år har gennemført med 114 deltagende private og offentlige virksomheder - herunder flere fra Djursland.
Redaktør Mikael Lindholm fra Mandag Morgen leverede i et inspirerende indlæg hovedresultaterne fra konkurrencen. Blandt de væsentligste forudsætninger for succesfuld innovation fremhævede Mikael Lindholm, at det kræver en stærk kultur med holdninger og værdier, der hylder nytænkning og accepterer fejl og fiasko som forudsætning for at få økonomisk succes. Derudover et det vigtigt, at ledelsen engagerer sig fuldt og helt i processen, og at virksomheden arbejder systematisk og struktureret og ikke forventer, at fornyelse alene sker ud fra kreativitet blandt medarbejderne. Det kreative element er vigtigt i processen, men det er afgørende, at der er en struktur og systematik, der binder det hele sammen.
Djurslands Erhvervsråd havde inviteret vinderen af Innovation Cup i kategorien små virksomheder med 10-100 ansatte til at fortælle om sin måde at arbejde med innovation på. Det formidlede teknisk chef Vilhelm Holste fra firmaet Dansk Geo-servEx i Højbjerg på en måde, der fint afspejlede de generelle tendenser og resultater i konkurrencen - her set fra virkelighedens verden.
Konferenceprogrammets sidste punkt var et lokalt indspil. Adm. dir. Henning Børgesen fra Fjordblink Swimmingpools i Assentoft, som har deltaget i Innovation Cup, blev sat i »den varme stol«, og interviewet om sin egen virksomheds innovative kompetencer. Blandt andet af direktør Finn Pedersen, Djurslands Erhvervsråd, der i sin velkomst til konferencen havde oplyst, at kun ganske få virksomheder skabes i landdistrikter.
Med den oplysning i baghovedet kunne de 35 deltagere tage hjem med bevidstheden om, at der ligger store udfordringer foran Djurslands erhvervsliv, da alle forventer, at videnvirksomheder er morgendagens vindere, når vi i Danmark skal begå os på den globale markedsplads. Djurslands Erhvervsråd arbejder derfor meget bevidst med innovation, og næste skridt bliver at etablere et Forum for Innovation for alle interesserede virksomheder. Det sker på et møde d. 9. maj i samar bejde med Teknologisk Institut, som på konferencen skitserede de nærmere retningslinjer for dette arbejde.
Kilde: Grenaa Bladet
sof