Forventninger og krav er store, når Norddjurs Kommune allerede nu opslår en stilling som sundhedskoordinator i samarbejde med politikerne i det nyoprettede Sundhedsudvalg.
Norddjurs Kommune vil have en sundhedskoordinator, som både kan nytænke og har evnen til at opbygge et solidt fagligt netværk på sundhedsområdet. Allerede fra 1. januar 2007 skal sundhedsområdet være tydeligt overfor borgerne. Derfor bliver den nye stilling allerede nu opslået, så sundhedskoordinatoren kan præge opbygningen af sundhedspolitikken i kommunen.
- Det opslåede job er spændende. Kommunen tænker nyt ved etablering af et politisk sundhedsudvalg, der skal arbejde med sundhedspolitik på tværs af organisationen og sætte en synlig dagsorden for borgernes sundhed, siger Peter Hjulmand Nielsen, direktør for Kultur og Udvikling.
Vi går efter en person, der kan samarbejde med alle medarbejdere i kommunen, men ikke mindst skal personen skabe netværk til læger, fysioterapeuter, sygehuse, den nye region og især selvfølgelig borgerne i Norddjurs Kommune.
Se muligheder i projekter
- Sundhedskoordinatoren skal også kunne igangsætte projekter, der sætter fokus på særlige områder og persongrupper. Vi har ikke lagt os fast på, hvilken faglig baggrund den nye koordinator skal have. De personlige kvalifikationer og kompetencer tæller meget, men det er ligeså vigtigt, at den enkelte ansøger kan sælge sig selv som et menneske med energi, lyst og ideer til at tage fat på de nye opgaver, fastslår Peter Hjulmand Nielsen.
Den nyoprettede stilling bliver opslået i hele landet, da Norddjurs Kommune gerne ser et bredt felt af ansøgere, herunder måske også nogle blandt de nye uddannelser indenfor folkesundhed eller tilsvarende.
Yderligere information:
Direktør Peter Hjulmand Nielsen, Kultur og Udvikling
Norddjurs Kommune - tlf. 8795 1160.
Skrevet på Norddjurs Kommunes hjemmeside d. 17. maj af Jannik Stanley Nielsen
Kilde: Norddjurs Kommunes hjemmeside
sof