Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Regeringen har besluttet at droppe gruppe-eksamen fra og med 2007!

Den siddende regeringen har besluttet, at det fra og med 2007 skal være slut med at gå til gruppe-eksamen i det danske undervisnings-system. Det har affødt en hel del elev-protester og elev-demonstrationer i det ganske land, ligesom mange lærere finder afskaffelsen af gruppe-eksamen forkert. Atter andre synes det er en god ting.

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) har i en pressemeddelelse udtalt, at regeringen har valgt at afskaffe gruppeprøver, men at man gør det med omtanke.
– Regeringen lægger vægt på, at eksamensbeviset tilhører den enkelte og derfor også skal afspejle den enkeltes viden og kompetence. Individuelle prøver skal derfor være den absolutte hovedregel i fremtiden. Vi gør det, fordi vi vil vide, hvad den enkelte kan. Og det finder man altså bedst ud af ved at eksaminere enkeltvis, siger undervisningsminister Bertel Haarder.
Han suppleres af sin partifælle og minister-kollega, Helge Sander:
– Vi vil ikke blande os i, om de studerende laver gruppearbejde, men både den enkelte og en kommende arbejdsgiver har en berettiget forventning om at få at vide, hvad den enkelte reelt kan. Derfor sikrer vi nu, at den enkelte studerende altid får en individuel bedømmelse for præstationen ved eksamen, siger videnskabsminister Helge Sander.
En prøve skal opfylde to krav: Eksamination og besvarelse skal foregå individuelt og der skal foretages individuel bedømmelse og gives individuelle karakterer.
De nye regler betyder, at såvel undervisningen som forberedelse til eksamen fortsat kan foregå i et samarbejde mellem flere studerende. Det vil fortsat være muligt at forberede sig i grupper til eksamen. Hvis der er udarbejdet en fælles rapport forud for eksaminationen, skal det fremgå, hvilke dele den enkelte studerende har udført.
– Vi har ønsket at sikre, at det er muligt for studerende at arbejde på en måde, der minder meget om, hvordan det sker på arbejdsmarkedet. Nemlig ved på den ene side at arbejde sammen med andre, for eksempel gennem projektarbejde og fælles eksamensforberedelse. Og på den anden side ved individuelle præstationer, hvor ansvaret er den enkeltes, som det er kendetegnende ved en ægte eksamen, siger videnskabsminister Helge Sander.
Fremover vil der kun i ganske særlige tilfælde blive holdt prøver i en gruppe. Det er tilfælde, hvor det er uomgængeligt for at dokumentere opfyldelsen af fagets centrale faglige mål og fagkompetencer. Der skal dog også ved disse prøver finde en individuel bedømmelse sted og gives individuelle karakterer. Det skal fremgå af eksamensbeviset, om en given karakter er opnået på baggrund af en gruppeprøve eller en individuel prøve.
– Hvor det er meget velbegrundet, skal der være mulighed for at bedømme den enkeltes præstation i sammenhæng med andre. Det gælder f.eks. uddannelsen til procesoperatør og industritekniker. Det er også vanskeligt at forestille sig studentereksamen i korsang, hvis ikke man må synge sammen til prøven. På samme måde skal eksamen i dramatik eller musik selvfølgelig ikke indskrænkes til at være monologer eller solosang, siger Bertel Haarder.
Alle ministerier, der har uddannelse som en del af deres ansvars-område, vil nu gennemgå reglerne for prøveformerne på deres respektive uddannelsesområder. Senest i 2007 skal gruppeprøver være erstattet med individuelle prøver. De enkelte ministerier vil om et år gøre status på arbejdet med afskaffelse af gruppeprøver.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam