Så er foråret kommet til Danmark for alvor, og det er ensbetydende med, at det atter har været tid til den årlige Dagplejedag i Grenaa. Det skete onsdag den 10. maj - ikke kun i Grenaa, men faktisk over hele landet.
Og naturligvis foregik det på en forårsdag, hvor vejret viste sig fra sin allerbedste side. Det vil sige med masser af solskin og varmegrader.
I år var det Solsikkegruppen, som stod for arrangementet og gruppen havde valgt karneval som årets tema.
I Grenaa mødtes dagplejerne og deres dagplejebørn på Torvet ved Turistkontoret klokken 9.30. Her begyndte man så Dagplejedagen med en fællessang, hvorefter man gik i samlet optog - med musikalsk ledsagelse af friskolen og musikpædagog Annette Møs - til Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.
I kulturhuset underholdt Annette Møs på bedste vis indtil der skulle serveres boller og juice.
Senere spiste man den medbragte mad inden man gik og trillede hjemad for at give børnene en velfortjent middagslur.
Kilde: Grenaa Bladet
sof