Den 9. marts underskrev repræsentanter fra Århus Amt og de modtagende myndigheder aftalen, der fordeler amtets aktiver og passiver.
21.400 medarbejdere og en nettoformue på 5,1 mia. kr. skal fordeles melDlem staten, Region Midtjylland, ni nye kommuner i det nuværende amt, trafikselskabet i Region Midtjylland samt Region Nordjylland. Aftalen er udarbejdet som led i kommunalreformen, hvor Århus Amt nedlægges 1. januar 2007.
Nettoformuen fordeles med 74 procent til regionerne - Region Midtjylland og Region Nordjylland - 15 procent til kommunerne og 11 procent til staten.
Størstedelen af amtets aktiver består af værdien af de grunde og bygninger, som amtet ejer (ca. 6,4 milliarder kr.). Omvendt udgør amtets pensionsforpligtelser overfor ikke-pensionerede tjenestemænd den største post på passivsiden, nemlig 1,7 milliarder kr. Århus Amt fremlagde i slutningen af december 2005 et aftaleudkast, som i de seneste måneder er blevet forhandlet med samtlige modtagende myndigheder. De sidste brikker i aftalen faldt på plads omkring den 9. marts. Parterne har opnået enighed om alle spørgsmål, og ingen sager skal derfor overgives til statens såkaldte delingsråd, som afgør evt. uafklarede sager senest 15. juni.
Godt samarbejde
Om processen siger amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen (S):
– Der har været et fantastisk godt samarbejde i de politiske styregrupper og med Kommuneforeningen i Århus Amt. De administrative arbejdsgrupper har klaret fordelingen, så der kun var ganske få udeståender, som skulle afgøres politisk. Det har været en meget tilfredsstillende proces.
Amtsborgmesteren peger på, at det ikke er nogen lille sag at opløse et amt med mere end 20.000 medarbejdere og et årligt bruttobudget til drift og anlæg på 15 milliarder kr. Han roser i øvrigt ledere og medarbejdere for den ekstraordinære indsats, de har ydet med at fordele medarbejdere til de nye myndigheder samt med at lave opgørelsen over aktiver og passiver.
Selve fordelingsaftalen er først formelt godkendt, når der er accept fra samtlige modtagende myndigheders politikere. Indtil da er aftalen, jvf. lovgivningen, fortrolig. Den forventes godkendt i de kommende uger af kommunernes sammenlægningsudvalg, af Århus Amtsråd (28. marts) samt af
forberedelsesudvalgene i Region Midtjylland og Nordjylland (29. marts).
Herefter offentliggøres fordelingsaftalen på Århus Amts hjemmeside:
www.aaa.dk/kommunalreform
Kilde: Grenaa Bladet
sof