Af borgmester Gert Schou (S)
Bioethanol har pludselig fået stor aktualitet i medierne. Både på grund af de høje benzinpriser og fordi regeringen langt om længe har taget sig sammen til at bevilge øgede midler til forskning i biobrændsler.
I Østjylland har interessen desuden været koncentret om placeringen af et produktionsanlæg - med Studstrupværket som en omdiskuteret og Grenaa som en overset mulighed.
Samfundsmæssigt er der tre meget gode argumenter for at placere et produktionsanlæg ved Grenaa Havn. Både når man vurderer det ud fra miljømæssige forhold, i relation til logistiske og trafikale problemstillinger, og når det gælder beskæftigelse.
I Grenaa vil produktion af bioethanol blive koblet sammen med produktion af biogas. Vi har allerede udarbejdet en masterplan for agro-industriel produktion med synergi mellem forskellige produktioner - herunder biogas og bioethanol. I den sammenhæng vil en stor del af kvælstoffet og fosforen kunne overføres som næringsstoffer til den afgassede gylle fra biogasanlægget, der kommer tilbage til landbrugsjorden som god gødning og dermed ikke belaster omgivelserne. Det, som kan være et problem ved Studstrup, kan vendes til en fordel i Grenaa, hvor der sigtes efter et næsten »lukket« produktionssystem.
I Grenaa er både logistik og planlægning gearet til produktion af bioethanol her og nu - i modsætning til Studstrup. Havnen har en tilstrækkelig vanddybde til at tage meget store skibe, og der findes i forvejen tankanlæg til flydende biobrændstoffer. Desuden er havnens placering midt i Kattegat optimal for eksport af biobrændsler til raffinaderier i Nordeuropa. Produktionsanlægget til bioethanol vil blive placeret på arealer i umiddelbar nærhed af havnen. Arealer, der allerede gennem regionplanen er udlagt til »virksomheder med særlige beliggenhedskrav«. Derfor vil en myndighedsbehandling blive forholdsvis ukompliceret. Tilkørselsforholdene til produktionsanlægget er næsten ideelle. Grenaa Kommune har overgivet et anlægsbudget til den nye Norddjurs Kommune, hvor det foreslås at anlægge en ny omfartsvej nord om Grenaa i 2008. Den nye omfartsvej får direkte adgang til hovedvej A16. Ud fra et samfundsmæssigt perspektiv taler altså ganske mange ting for at gøre Grenaa til hjemsted for produktion af bioethanol. Hvad taler imod? (Forkortet af redaktionen)
Kilde: Grenaa Bladet
sof