Mette Johanson har så længe hun kan huske beskæftiget sig med at sy tøj, hvorfor en gammel drøm om at åbne sin egen butik har været der længe. Så den 6. juli åbnede hun Syværkstedet på Strandgade 9.
En anden årsag til at Mette Johanson har valgt at blive selverhvervende, ligger også i at hendes arbejdsplads gennem mange år, BASF lukker til foråret.
Mette Johanson og hendes mand har hidtil haft en ejendom i Kirial, som de har solgt og i stedet købt ejendommen Strandgade 9 med forretning og privatbolig.
I ejendommen har tidligere Strandbageriet haft til huse, og butikken er indrettet med salg af metervarer, sytilbehør og maskinbroderi, og der tilbydes omforandringer og reparationer af tøj.
I lokalet der tidligere har været bageri har Mette Johanson indrettet industrisystue. Industrisystuen har hun købt med overtagelse af maskiner og kundekreds. Her fremstilles alle former for syning i plastic, som forklæder til skolekøkkener, regnslag til hundebure, armbinde og meget andet.
For at dele sin arbejdstid mellem butik og systue holder butikken lukket hver mandag, og åbent tirsdag til fredag kl. 12.00 til 17.00 og lørdage kl. 10.00 til 12.00.
På åbningsdagen kom der mange venner og kunder forbi for at ønske Mette Johanson tillykke med virksomheden og med håbet om held og lykke for fremtiden.
Kilde: Grenaa Bladet
sof