Den dansk-franske fotograf Birgit Hvidkjær, Paris, udstiller for tiden en fotoserie af blomster og frugter, arrangeret på smukkeste vis. Nature morte, som genren kaldes, er bedst kendt fra malerkunstens arrangerede opstillinger af jagtbytte, men er her indfanget af kameraets linse.
Birgit Hvidkjær er født i Århus, men har det meste af sit voksenliv boet og arbejdet i Paris som fotograf på Théatre de la Ville, hvor hun har specialiseret sig i ballet og kunstnerportrætter.
Gennem mange år har hun haft et fritidshus i Bourgogne fyldt med roser fra Rosenplanteskolen i Søby. Og sammen med de hjemmeavlede æbler og druer har de givet inspiration til en serie billeder fulde af skønhed tilsat et strejf af nostalgi.
Birgit Hvidkjærs billeder kan ses på Mejlgaard Slotskro, Meilgaardsvej 7, 8585 Glesborg til den 6. august alle dage fra klokken 12 - 22 undtagen mandag.
I Frankrig er fotograf Birgit Hvidkjær kendt under navnet BIRGIT, da ingen franskmænd er i stand til at udtale hendes efternavn korrekt.
Birgit Hvidkjærs franske karriere begyndte på et reklamebureau, hvor hun gennem fire år fotograferede fodboldstøvler, telte, kasseroller og pæne damer. Men hurtigt følte hun, at det ikke var der, hendes fremtid lå og begyndte derfor at fotografere teater om aftenen.
Denne interesse bragte hende i kontakt med direktøren for et nyt teater i Paris. Og gennem et år fulgte og dokumenterede BIRGIT med sit kamera nedrivningen af det gamle Sarah Bernhardt Teater og opbygningen af det nye Théâtre de la Ville på Place du Châtelet i hjertet af Paris. Her har hun siden været ansat som fotograf og foreviget teater, dans, musik og sang på gæstespil fra hele verden. Ligesom den faste udstilling om teatrets historie i foyeren også er hendes værk.
Udover teaterbillederne er Birgit Hvidkjær kendt for sine kunstnerportrætter af blandt andre Georges Brassens, Maurice Chevalier, Michel Simon, Yves Montand og Juliette Greco. Birgit Hvidkjær er også "landsbyfotograf" i Canada. I over 30 år har hun fulgt livet i den landsby i det sydlige Labrador, hvor hun bebor et hus på det yderste, nøgne klippeskær.
I 2005 fejrede landsbyen sit 150 års jubilæum. I den anledning skabte Anna Birgit, som hun hedder i Canada, en udstilling om livet i byen, hvor hun med sine egne ord "giver byen det tilbage, som jeg har taget fra dem i alle disse år".
Gennem årene har Birgit Hvidkjær skabt mange udstillinger på basis af sit arbejde som teaterfotograf. Men hun har også brugt sin kreativitet i samarbejde med blandt andet forfatteren Jacques Berg i de to bøger "Paris uden Eiffeltårn " og "Blade over Amalfi" og den canadiske poet Gillet Vigneault i bogen "Natashquan, le voyage immobile".
Gennem flere år har Birgit Hvidkjær, inspireret af frodigheden i hendes have i Bourgne, interesseret sig for Nature Morte, fotografier af frugter og blomster i opstilling, som en modvægt til dansebilledernes hurtige bevægelser og den manglende scenebelysning.
Kilde: Grenaa Bladet
sof