Hans Chr. Schmidt til sommerfest i Grenaas kulturhus
Venstre i Grenaa inviterer igen i år sine medlemmer og gæster til en sommerfest. Det sker den 27. juli i Kulturhuset Pavillonen. Der bydes på grillmenu med et stort udbud af tilbehør.
 Fødevareminister Hans Chr. Schmidt er dette års gæst ved Grenaa Venstreforeningens årlige sommerfest i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.
|
År 2005 var gæsten ved sommerfesten undervisningsministeren Bertel Haarder. En aften med ministeren i løssluppen dans, sang og underholdning, og en aften som alle deltagerne taler om endnu. Bertel Haarder sad efter sigende en dag i Snapstinget og fortalte om sin sommeroplevelse i Grenaa. Fødevareministeren Hans Chr. Schmidt blev nok lidt misundelig, så få dage efter havde Grenaa Venstreforening lavet aftalen. Sommerens gæst 2006: Fødevareministeren. Hans Chr. Schmidt er født i Nustrup ved Vojens, uddannet som lærer fra Haderslev Statsseminarium i 1977, har været lærer og viceskoleinspektør på Sommersted Skole i Vojens.
Det er fra sit virke som skolelærer, at han har sin evner og store lyst til at spille og synge, og det kan Venstres medlemmer glæde sig til at deltage i. Ministeren er godt kendt med befolkningen i Grenaa og omegn, og har blandt andet deltaget i flere møder med Djurslands erhvervsliv. Ikke mindst de lokale fiskere har krydset klinger med ministeren, der udover fødevarer også har landbruget og fiskeriet som sit ansvarsområde.
Kilde: Grenaa Bladet
sof