Lübker Golf A/S og Rekbül ApS har indgået partneringaftale med NCC om opførelsen af Lübker Golf Resort. Ordren til NCC er på 175 millioner kroner med mulighed for udvidelse.
NCC skal opføre ferieboliger, ejerlejligheder, klubhus, badeland, wellness-center og flere andre bygninger til det nye Lübker Golf Resort på Djursland. Ordren til NCC omfatter i alt ca. 15.000 etagekvadratmeter byggeri og aftalen indeholder mulighed for udvidelse med mere byggeri samt andre opgaver i forbindelse med etableringen af det nye golfområde, der er på 171 hektar.
Lübker Golf Resort opføres ved Nimtofte i den kommende Syddjurs Kommune - omkring golfbaner med i alt 27 huller. Udover ferieboliger opføres subtropisk badeland, wellnesscenter, restauranter, cafeer, butikker samt tennis-, petanque- og skøjtebaner.
NCC går 1. juli i gang med projekteringen af opgaverne. Byggeriet begynder i oktober 2006 og de første bygninger er færdige til sommeren 2007. NCC udfører opgaven i partnering, som er en struktureret samarbejdsform, hvor bygherre, arkitekter, rådgivende ingeniører og entreprenør løser opgaven i tæt og åbent samarbejde.
Kilde: Grenaa Bladet
sof