Som et led i Kulturhuset Pavillonens sommermusik-program er der onsdag den 19. juli kl. 20.00 koncert med den skotske folkemusiker Rod Sinclair i Kattegatcentret i Grenaa.
Der er tale om en yderst professionel musiker, der er forblevet folkemusiktraditionen tro. Hans entusiasme i sangene er usvækket. Sange, hvis tekstmæssige indhold spænder vidt - blandt andet i form af nutidige protestsange, miljøsange, skotske drikkeviser, kærlighedssange og sange om Skotlands dramatiske historie. Hans sikre akkompagnement på guitar/ banjo gør hans program frydefuldt for alle, som elsker den skotsk/irske folkemusik. Rod Sinclair er ved flere lejligheder blevet udnævnt til afdøde Alex Campells afløser, hvilket efter sigende ikke yder ham fuld retfærdighed, idet fortolkningen og engagementet i sangene har udspring i Rods egen identitet.
Billetprisen er 100 kroner, og billetsalget foregår i Kulturhuset Pavillonen, i Djurslands Banks afdelinger, via www.pavillonen.dk samt ved indgangen til koncerten. Man kan også bestille billet til koncerten ved henvendelse til Kattegatcentret på tlf. 87 58 05 15.
Kilde: Grenaa Bladet
sof