Det er med stor sorg, at vi har fået meddelelse om forhenværende direktør Poul Bachs alt for tidlige død. Poul Bach blev valgt ind i Grenaa Byråd pr. 1. januar 1998. Han repræsenterede Det Konservative Folkeparti i byrådet.
Poul Bach blev fra starten medlem af Teknisk Udvalg og formand for det daværende havneudvalg. Ved valget i 2001 blev han genvalgt til byrådet. Poul Bach fik nu plads som næstformand i Børne- og Ungdomsudvalget og blev også bestyrelsesformand i havnens bestyrelse. Grenaa Havn var i år 2000 blevet omdannet til et aktieselskab.
Herudover har Poul Bach i mange år været aktiv og energisk som frivillig leder i Grenaa Idrætsforenings aktiviteter. I mange år var han formand for foldboldafdelingen. Fodbold stod hans hjerte nær.
I byrådsarbejdet bragte Poul Bach den samme energi og viden ind. Han var en gevinst for byrådsarbejdet. I dette arbejde havde han også stor viden med fra tiden som direktør på Grenaa Papirfabrik/SCA Djursland. Poul Bach havde stor økonomisk og forhandlingsteknisk indsigt, og han medvirkede til gode indstillinger i det politiske arbejde.
Da Poul Bach for 3 år siden blev ramt af en meget svær sygdom, oplevede alle der besøgte ham, at hans fighteregenskaber og særlige humor dukkede op påny - trods de vanskeligheder, som sygdommen medførte.
Med Poul Bachs bortgang kommer vi til at opleve et stort savn, men vi er mange - og her tænker jeg også på alle mine byrådskolleger - der med stor taknemmlighed kan tænke tilbage på den indsats, som han har ydet, både indenfor det politiske liv og de andre områder, som han har lagt sin arbejdskraft i.
Vore tanker går i denne svære tid til Bodil og børnene Claus, Pia og Lars og til Pouls mor Elly Bach samt den øvrige familie. Æret være Poul Bachs minde.
På vegne af Grenaa Byråd
Gert Schou, borgmester
Kilde: Grenaa Bladet
sof