Du er mellem 19 og 22 år gammel, og du føler dig usårlig i din bil. Du kører
stærkt, og det er ikke noget problem, for du er jo en helvedes karl bag et rat.
Det tætteste man kan komme på en Formel 1-pilot uden at være det. Skulle
du have det på følgende måde, så har Færdselssikkerhedsudvalget i Grenaa
Politikreds et knaldgodt tilbud til netop dig.
Der er tale om det forebyggende kørekursus »Kend din grænse«. Det afvikles næste gang den 16. september og igen den 23. september, og der er stadig ledige pladser på begge hold. Stedet er Aarhus/ Tirstrup Lufthavn. I 2005 blev der afholdt lignende kurser i politikredsen.
Kurset gennemføres på baggrund af, at unge mennesker er indblandet i en stor del af de registrerede færdselsuheld, ligesom det ofte viser sig, at menneskelige fejl er en væsentlig årsag til uheldene. Uheldsopgørelsen for Grenaa Politikreds har vist, at unge i alderen 18-24 år var indblandet i 30% af uheldene, hvoraf de 19-22-årige procentuelt var indblandet i de fleste af disse »ungdomsuheld «. Færdselssikkerhedsudvalget har derfor besluttet at målrette den forebyggende indsats specielt for de 19- til 22-årige ved at arrangere 3 kørekurser i år. Det første blev afviklet den 10. juni, mens de to andre fyres af hhv. den 16. og den 23. september. Kurset er gratis for deltagerne, og der stilles en bil til rådighed, som skal bruges i forbindelse med et praktisk køreprogram, hvor deltagerne oplever nogle grænseoverskridende øvelser, hvor man blandt andet kan opleve, at hastigheden kan være en afgørende faktor for ulykkens omfang. Kurset kører fra kl. 9.00 om formiddagen til cirka kl. 18.00 og indeholder blandt andet også et foredrag af en trafikinformatør, der beskriver livet efter et alvorligt trafikuheld. Der vil også være et foredrag ved en ambulancelæge, der beskriver lægens og redningsfolkenes oplevelser på et uheldssted. Af andre emner kan nævnes førstehjælp - hvad gør man når uheldet er ude - og sanktioner i forbindelse overtrædelser af færdselsloven. Specielt i relation til det at være nybagt bilist. Til frokost vil der blive budt på en burger og en sodavand.
Ønsker man at deltage i ét af de to efterårs-kørekurser skal man blot henvende sig til Grenaa Politi på tlf. 87 58 14 48 eller email: grenaa@politi.dk. Tilmeldingsfristen til begge kørekurser er den 28. august. Politiets kontaktpersoner vedrørende disse kørekurser er Niels J. Jacobsen og John Svendsen.
Kilde: Grenaa Bladet
sof