|
Bo Fibiger kunne faktisk lave en lille overdragelsesforretning ud af sin tale, da amtet - som følge af kommunalreformen - ved årsskiftet lukker ned og i den forbindelse må afleverer sine fem jobcentre til de relevante kommuner. I dette tilfælde er det så Norddjurs Kommune, der overtager Jobcenter Djursland fra amtet, som jo forsvinder helt.
Karen Skau gav i sin tale en historisk gennemgang af stedet. Det hele startede tilbage i 1981 på Fabrikvej i Grenaa tæt på den nuværende beliggende. Reva Grenaa var navnet og lokalerne havde tidligere fungeret som købmandsbutik. Opgaven lød på at genoptræne/arbejdsprøve personer, der var nedslidte og led af fysiske skavanker, så man på den måde kunne få afklaret deres eventuelle formåen på arbejdsmarkedet. Et kontor til fem medarbejdere blev der også etableret i kombination med de værksteder, hvor brugerne af centret skulle arbejdsprøves. Pladsen blev dog ret hurtigt for trang, og en aftale om at overtage Freys Planteskoles drivhuse og lagerhaller blev indgået. I stedet flyttede Frey til Trustrup. Værkstedspladsen kunne udvides, og man kunne nu etablere en produktion, der var så tæt på virkelighedens verden som vel muligt. En pavillon-bygning kom yderligere til i 1986, fordi man manglede kursuslokaler - og der blev med andre ord udvidet slag i slag op gennem 80’erne. Nye lovgivningsmæssige rammer gav andre kommuner mulighed for at sende deres borgere til arbejdsprøvning/afklaring på stedet, og en større og større vifte af aktiviteter blev en del af Reva Grenaa, der i den periode skiftede navn til Reva Center Djursland. I 1991 fik man nogle ordentlige kontorfaciliteter til personalet via den røde bygning på Ravnholtvej. På den måde blev der også plads til nogle flere faglige konsulenter. Stedet har på ingen måde været lukket omkring sig selv, fortalte Karen Skau. Jobcentret har med andre ord produceret meget bredt til en række virksomheder - blandt andet til Sapa Profiler. Keramik-lamper og flag har man også produceret på stedet. Hjælpemidler til ældre- og handicap-området har også vokset sig til en stor opgave for Jobcenter Djursland. På den led betjener man en række kommuner - og med speciale i reparation af motorkøretøjer.
Navnet og fusionen Jobcenter Djursland blev søsat for at skabe klarhed i arbejdet - via mål og kvalitetsplaner - og fremme synliggørelsen af stedets funktioner på revaliderings- og beskæftigelsesområdet i de kommuner, hvor man havde disse amtslige jobcentre. Man samarbejder tæt med kommunerne, AF og virksomhederne i bestræbelserne på at få folk ud på arbejdsmarkedet, som af den ene eller den anden grund har svært ved selv at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Centret føler sig godt rustet til at møde de fremtidige krav på området, og man håber på et ligeså godt samarbejde med Norddjurs Kommune, som man har haft med Århus Amt.
Jobcenter Djursland har også lokaler på Århusvej i Grenaa og i Ryomgård og Ebeltoft.
– Vi når lige netop at holde fødselsdag med Århus Amt før en helt ny verden åbner sig for os. Den er en verden, som vi bestemt føler os gearede til at navigere i, og vi glæder os til et udvidet kommunalt samarbejde, sagde Karen Skau blandt andet.
Der var desuden mulighed for rundvisning i jobcentrets lokaler. Blandt andet kunne man studere en planche-udstilling med avisartikler om centret i perioden fra 1981 til 2006 i jobcaféen. |