|
Byggesager bliver dyrere, spildevandsafgiften vil stige specielt i Rougsø og Sønderhald, mens Norddjurs Kommune fastholder den nuværende vedligeholdelse af vejene. Så kortfattet kan Malte Larsen, formand for udvalget Teknik og Miljø, opsumerer budget 2007, inden 1. behandlingen 13. september i Sammenlægningsudvalget.
Malte Larsen forventer ikke, at borgerne vil protestere over et byggesagsgebyr på 2.860 kroner.
- De fleste borgere skal bygge måske 1-2 gange i deres liv, og så betragter de nok udgiften som rimelig. Vi taler om 90% af den reelle udgift ved sagsbehandlingen. Prisen er billigere end Ny Randers Kommune, og sammenlignet med Syddjurs Kommune er udgiften den samme, fortæller formanden for Teknik og Miljø-udvalget.
Formanden er især godt tilfreds med, at niveauet af asfalteringen i Norddjurs Kommune bliver fastholdt i 2007. Det er ikke ensbetydende med, at asfaltvejene er tiptop. Specielt Nørre Djurs og Rougsø oplever forsikringssager på grund af vejenes tilstand.
Spildevandsafgift rammer forskelligt
Harmoniseringen af spildevandsafgiften rammer nok borgerne i Sønderhald og til dels i Rougsø mest tydeligt i hverdagen. De kan komme af med 1000 til 1500 kr. mere om året, mens afgiften bliver billigere i Nørre Djurs, mens Grenaa-borgerne vil opleve en udgift nogenlunde som nu.
- Sådan vil ensartetheden slå igennem forskelligt. Som helhed vil borgerne i de nuværende kommuner opleve, at de får fordele på et område og ulemper på andre. Men noget vil træde tydeligere frem end andre, f.eks. gebyrer på spildevandsafgift. Det bliver synligt på kontoen og lettere at reagere overfor, mener Malte Larsen.
Yderligere informationer
Malte Larsen, formand for Teknik og Miljø
Tlf. 40 16 23 30 |