|
Den 11. september 2001. Politi-betjentene John McLoughlin og Will Jimeno møder som normalt, men der er intet normalt ved denne dag. Snart kaldes de alle ind for at deltage i en udrykningsstyrke, der skal hjælpe ved World Trade Center. McLoughlin har medvirket til opbygning af sikkerhedsprocedurerne, men der er intet, som har forberedt ham på det syn, der møder ham.
Sårede, skræmte kontorarbejdere er ved at blive evakueret, papirer falder som sne fra de brændende etager, og til deres rædsel kan de se mennesker, der kaster sig ud fra bygningen til den visse død. Sammen med fem frivillige går McLoughlin ind i bygningen minutter før tårnene styrter sammen. Med få sekunders varsel søger de tilflugt ved en elevatorskakt, og mirakuløst overlever McLoughlin og Jimeno - i stand til at høre hinanden, men afskåret fra hinanden af flere meter murbrokker. Klemt inde under tonsvis af beton og stål, med pludselige brande, dækket af støv og kun med en smal sprække lys, holder de to mænd modet oppe i 12 timer i håbet om at blive reddet.
Med »World Trade Center« vil instruktøren Oliver Stone fortælle en af de mindre kendte historier om terrorangrebet 11. september. Om nogle af de sidste mænd, der gik ind i den dødsdømte bygning, og de sidste der blev reddet ud af en i live. Nicolas Cage og Michael Peña spiller de to politimænd, mens Maria Bello og Maggie Gyllenhaal spiller deres koner, der venter i uvished, mens katastrofens omfang går op for dem.
Oliver Stone er kendt for film som »Platoon«, »Født Den 4. Juli«, »U-Turn«, »Natural Born Killers«, »JFK« og »Any Given Sunday« med flere. Snigpremiere på »Over Hækken«
Og så har Kino i Grenaa som nævnt snigpremiere på »Over Hækken« på lørdag den 23. september. Det vil sige en lille uge før den egentligt Danmarkspremiere.
Da Darwin fandt på det med, at den stærkeste overlever, havde han ingen anelse om, hvad han fik sat i gang. I hvert fald ikke, når menneskets villakvarterer rykker ind på dyrenes enemærker - og dyrene derfor rykker ind i folks baghave.
I første omgang indgyder menneskenes hæk rædsel og respekt i den forsigtige skildpadde Verne og hans lille familie af samlere, egernet Hammy, stinkdyret Stella, opossumerne Ozzie og Heather og pindsvinene Penny og Lou og deres tre unger. Men da den opportunistiske vaskebjørn, RJ, først viser sig på scenen, får de øjnene op for mulighederne på den anden side af hækken - i skraldespande og papirkurve. Og for de frække også frisk fra køleskabet.
Dreamworks har filmatiseret den succesrige tegneserie »Over hækken«, der har spiddet menneskenes levevis (set fra dyrenes vinkel) siden 1995.
»Over Hækken« vises i biograferne både med de originale amerikanske stemmer (og dansk tekst) og dubbet til dansk med bl.a. Søren Pilmark. Versionen i Kino er med danske stemmer. |