|
Her i uge 39 afvikles Dansk Naturvidenskabsfestival. Festivalens tema er »Jordens opdagelse«. I den anledning afholder en række gymnasieskoler landet over arrangementer. Blandt andet i Grenaa.
HTX på Grenaa Tekniske Skole deltager eksempelvis med et projekt, hvor eleverne fra 2.k har bygget et sol-drevet opdagelsesfartøj i faget teknologi.
Eleverne har de seneste par uger arbejdet på at bygge en miljøvenlig båd. Båden er udformet som en katamaran, som er udstyret med en el-motor, solceller og et 12V batteri. Fartøjet kan ligeledes bære en person.
Man kan forestille sig, at fartøjet anvendes til måleopgaver i vanskeligt tilgængelige områder, hvor det kan være svært at skaffe brændstof. Fartøjet præsenteres på Skovsøen i Grenaa Plantage torsdag d. 28. september fra kl. 09.00. Her vil det ligeledes være muligt at få et indblik i udviklingen af navigationsudstyr fra Jakobs-stav til moderne GPS.
Grenaa Tekniske Skole deltager i Dansk Naturvidenskabsfestival, da naturvidenskab og teknologi indgår som en naturlig del af HTX-uddannelsen.
Arrangementet er et ud af mange hundrede arrangementer under Dansk Naturvidenskabsfestival 2006. Festivalen afholdes hvert år i samme uge. Formålet er at skabe interesse for naturfagene i danske grund- og gymnasieskoler. Man kan læse mere på www.naturvidenskabsfestival.dk |