|
Første arrangement den 26./9 kl. 19.00 omhandler Jørgen Arenfeldt - herremand og heksejæger. Omtalen af arrangementet er som følger:
På herregården Rugård findes en branddam, der bliver kaldt »Heksedammen«. I dag hersker fred og idyl på stedet, hvor ænder snadrer i det grønne vand. Men i året 1686 stimlede mange fornemme fra egnen sammen ved vanddammen, for at se på løjerne, når herremanden Jørgen Arenfeldt »svømmede« de kvinder, han havde udlagt som hekse og holdt fanget i sin kælder dybt under riddersal og herskabsgemakkerne.
En historie om herredømmet i kongeriget, om magt og afmagt og om herremanden, der fik heksebålene til at blusse op igen, og også blev årsag til, at de slukkedes i slutningen af 1600-tallet.
Oplev dramaturg cand.mag. Lisbeth Weitemeyer opføre denne monolog i Riddersalen på Rosenholm Slot. Efter pausen et uddybende foredrag om litteraturen omkring Jørgen Arenfeldt. Der er allerede pænt fyldt op, Lisbeth Weitemeyer har tidligere med stor succes afholdt lignende arrangementer. Der kan købes billet ved indgangen.
Foredraget den 3. oktober omhandler Anna Sophie Reventlow - Dronning til venstre og højre hånd.
I 1711 deltog storkansler Conrad Reventlows unge datter Anna Sophie i et maskebal på Koldinghus, hvor kongen og hans familie opholdt sig, mens pesten rasede i København. Dette maskebal blev skæbnesvangert for dem begge: den belevne, kvindeglade konge og den 17-årige komtesse fra Clausholm ved Randers. En k0nges kærlighed, folkets vilje, kongefamiliens uvilje blev den unge kvindes skæbne. Billetprisen inkluderer kaffe og kage. Se FOF-annonce for yderligere oplysninger. |