|
Forstander Vita Storborg kunne denne dag byde flere hundrede gratulanter velkommen, som blev trakteret med en fantastisk buffet fra skolens vegetariske og økologiske køkken. Der var under buffeten forskellige underholdningsindslag. Væksthøjskolens musiklærer Steen Andersen spillede og sang flere af højskolens yndlingssange. Musiker Søren Eppler, der for nylig har barslet med sangen »Ved havet står 7 møller« skrevet specielt til Bønnerup, fremførte denne sang samt en sang han for 10 år siden meget passende skrev til højskolerne. Derudover optrådte tidligere elev Irene Birk Andersen med forskellige sketches hvor hun bl.a. fik hjælp fra nogle af skolens elever.
Gæsterne kunne på denne fantastiske solskinsdag nyde skolens flotte omgivelser ned til Kolindsund Nordkanal, og mange nød buffetens mange retter på skolens terrasser og i det fri.
Kl. 19.00 samledes gratulanterne i skolens foredragssal for at høre forstanderens festtale, der blev modtaget med stående ovationer og meget smukt efterfulgt af en fødselsdagskoncert med Jane Winther. Jane spillede på et storslået udvalg af tibetanske syngeskåle, som hun selv har hjembragt, og krydrede koncerten med intuitiv sang.
Efter koncerten kunne gæsterne opleve et overdådigt kagebord i spisestuen, før dagen afsluttedes med højskolens traditionelle aftensmeditation, og man kunne gå ud i mørket til en fakkeloplyst højskole. Højskolen havde på denne dag ønsket sig varme tanker, og hvis man gerne ville bidrage med noget mere fysisk, kunne man give bidrag til skolens støtteforening, der hjælper elever, som af økonomiske grunde ellers ikke ville være i stand til at deltage i skolens kurser. Det blev dog også til en klækkelig sum til dette formål samt utallige varme tanker, hvilket afspejlede sig i stemningen på denne smukke dag.
– Vi kunne ikke have ønsket os en bedre dag, fortæller forstander Vita Storborg.
– Det er fantastisk alle de mennesker, der kom for at ønske os tillykke, og som berettede, hvor stor betydning, vi har haft i deres liv.
Der var ud over forretningsforbindelser, venner og familie også tidligere elever fra mange år tilbage samt lærere, der i sin tid var med til at bygge skolen op, og tidligere ansatte. Alle samlet på denne dag for at ønske Væksthøjskolen tillykke med deres 10 års jubilæum og give den varme tanker for fremtiden. |