|
I anledning af de fortsatte blokader på skole og daginstitutionsområdet udtaler formand for Sammenlægningsudvalget Vilfred Friborg Hansen:
- Jeg vil gerne opfordre til at indstille aktionerne på skole- og daginstitutionsområdet for at undgå konflikter i mellem forældre. Det tjener ikke sagen, at aktionerne fører til at forældre anmelder hinanden til politiet. Jeg kan forsikre om, at vi i sammenlægningsudvalget gør alt for at gøre besparelserne så milde som muligt.
Gruppeformændene for partierne og listerne i Sammenlægningsudvalget var samlet mandag morgen for at fortsætte forhandlingerne fra i fredags.
Vilfred Friborg Hansen udtaler om forhandlingerne:
- Vi ser fortsat nøje på mulighederne for at lette besparelserne på skole- og daginstitutionsområdet. Problemet er naturligvis at finde den nødvendige finansiering. Det er dog min opfattelse, at vi kom endnu et skridt nærmere et forlig, og jeg sporer fortsat stor vilje til at finde en fælles løsning.
Partierne og listerne i Sammenlægningsudvalget genoptager forhandlingerne om budgettet så snart høringsfristen er udløbet 4. oktober. |