Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Truede fire unge med oversavet jagtgevær Af Mogens Sloth

En 36-årig mand fra Midtdjurs blev i en domsmandsret i Grenaa idømt 14 dages fængsel for at have truet med at skyde fire unge i Kolind med et oversavet jagtgevær.

Truede fire unge med oversavet jagtgevær

Af Mogens Sloth
En 36-årig mand fra Midtdjurs blev i en domsmandsret i Grenaa idømt 14 dages fængsel for at have truet med at skyde fire unge i Kolind med et oversavet jagtgevær.

Episoden fandt sted natten til lørdag 17. juni i forbindelse med sommerfesten i Kolind.

Den 36-årige nægtede sig skyldig og forklarede, at han drak meget spiritus ved sommerfesten. Derfor huskede han ikke, hvad der skete hen over natten. Det eneste, han erindrede, var, at han lå på fortovet foran sit hjem med håndjern på. En anden hændelse gik forud for truslerne. Det var samme nat ved 00.45-tiden i Søndergade i Kolind, hvor den 36-årige var tiltalt for blufærdighedskrænkelse ved at have holdt en 15-årig pige fast med en arm om hendes mave, mens han befølte hende på endeballerne. Den 15-årige pige forklarede som vidne, at tiltalte tog hende på ballerne. Hun råbte: »Slip mig - dit fede svin« og skubbede til ham. Hun havde det dårligt med det, hun havde været udsat for. Pigen, hendes to veninder og en ven fulgte efter den 36-årige til hans hjem. På baggrund af vidneforklaringerne fandt retten det godtgjort, at han godt fem minutter senere ved sit hjem havde truet med at skyde de tre unge piger og den unge mand, der var fulgt efter ham.

En af pigerne, som er 18 år, fortalte i retten, at hun havde hørt manden sige følgende til dem fra entréen ved sin bopæl: »Jeg skal finde patroner til et oversavet jagtgevær og så komme ud og tage fat i de børn«. Den 18- årige sagde herefter, at den 36-årige bare roligt skulle komme ud at snakke med dem, idet den 15-årige pige gerne ville have en undskyldning for hans tilnærmelser.

To af de tre dommere stemte for at domfælde tiltalte for trusler på livet, mens den tredje ville frifinde ham. Derimod blev den 36-årige - ligeledes med dommerstemmerne 2-1 - frikendt for tiltalen for blufærdighedskrænkelse.

Flertallet af dommere fandt, at tiltalte ikke havde taget på den 15-årige på en sådan måde, at det var omfattet af straffeloven. Den 36-årige var også anklaget for overtrædelse af våbenloven ved på sin bopæl at have været i besiddelse af et glatløbet haglgevær, kaliber 12, uden tilladelse. Samt for ikke at have opbevaret geværet forsvarligt, idet det stod i et skunkrum og ikke i et godkendt sikringsskab. Desuden havde han en ulovlig énhåndsbetjent foldekniv. Tiltalte forklarede, at han for nogle år siden fik sit jagttegn inddraget efter en voldsdom. Han ringede da til politiet og fik at vide, at han godt kunne beholde jagtgeværet.

For tre overtrædelser af våbenloven idømtes han en tillægsbøde på 5.000 kr., og retten konfiskerede jagtgeværet.

Den 15-årige pige krævede 10.000 kr. i erstatning for tort for blufærdighedskrænkelse. Dette krav blev den 36-årige frikendt for, da der ikke skete domfældelse på dette punkt.


Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam