|
Den 18-årige slap med en betinget dom og en tillægsbøde på 1.500 kr. for de tre kriminelle forhold, men værre var det for ham, at han dømtes til at betale 8.628 kr. i erstatning til Ebeltoft Skudehavn. Der havde han i forbindelse med et indbrud ødelagt to automater, som det kostede de godt 8.000 kr. at reparere. Han begyndte sin lille tyveriturné natten til mandag 22. maj, da han brød ind i Ebeltoft Jobcenter på A. Knudsens Vej for at stjæle PC-skærme. Han måtte dog opgive, da skærmene var fastgjort med stålwirer.
Det var en uge senere, natten til mandag 29. maj, han begik indbrud på Ebeltoft Skudehavn, hvor han stjal poletter fra to automater. Han forklarede i retten, at han sparkede automaterne af væggen og brækkede dem op udenfor. Senere samme nat forsøgte han indbrud i radioforretningen AV-Line i Nørregade i Ebeltoft, hvor det var hans plan at stjæle fladskærme. På en stige kravlede han op til et vindue, som han forsøgte at få op med en skruetrækker, men han blev opdaget af et vidne, der pågreb ham.
Baggrunden for indbruddene var, at han manglede penge. På grund af hans unge alder fik han en betinget dom uden straffastsættelse med en prøvetid på et år plus tillægsbøden og erstatningsbeløbet. |