|
I 1982 var hun medstifter af bandet Street Beat, hvor hun var forsanger i 2 år. Fra 1983 var hun desuden en vigtig del af jazz-/funkgruppen Frontline som udgav 2 succesfulde albums. Samtidig modtog hun - blandt flere andre udmærkelser - den prestigefulde Ben Webster Pris.
I 1985 indledte Cæcilie Norby et længerevarende samarbejde med Nina Forsberg i popduoen One Two. One Two eksisterede frem til 1993 og udgav i den periode 3 album, der tilsammen solgte 250.000 eksemplarer i Danmark alene. Fra 1993 og årtusindet ud, optrådte Cæcilie Norby som solist sammen med et utal af danske og internationale musikere. Blandt de mere kendte navne kan nævnes: John Scofield, Niels Henning Ørsted Pedersen, Randy Brecker, Billy Hart, Alex Riel og mange, mange flere. På albummet Cæcilie Norby fra 1995, medvirker bl.a. Chick Corea, Don Grolnick og Rick Maritza. Denne plade opnåede - et for jazzplader - ualmindeligt højt salgstal. Hele 55.000 eksemplarer blev langet over disken. Så langt væk som i Japan opnåede albummet flotte salgstal.
I 1996 havde jazzsangerinden Cæcilie Norby slået sit navn fast i store dele af verden. Det resulterede i, at Cæcilie - sidst på året - turnerede 3 uger i Japan med sin Scandinavian Quartet. I 1997 turnerede de sammen 3 uger i USA og 4 måneder rundt i Europa. I 1999 kom hendes 3. album »Queen of bad Excuses«. På dette album stod Cæcilie selv for langt det meste af materialet. Både tekst og musik. Pladen blev udgivet i Europa, Australien, Japan og Sydafrika og solgte mere end 40.000 eksemplarer.
Cæcilie Norby har haft utrolig succes med sine forskellige projekter, og hun har været igennem hele rock-maskineriet uden at få stjernenykker. Selv om hun er publikumsmagnet ved festivaler, er hun tiltrukket af mindre mere intime omgivelser - af jazzens standardrepertoire - og af jazzmusikeres evne til at improvisere og gå på scenen uden et halv års forudgående træningslejr og et stort maskineri i ryggen. Hvad der er blevet kaldet en flirt med jazz må nu kaldes et solidt engagement. Cæcilie Norbys stemme er lyrisk og smidig. Improvisationer og scatsang føres elegant. Fraseringen kan være både jordbunden og romantisk. Udstrålingen spænder fra det sødmefyldte og sårbare til det rå og kraftfulde. Nogle kritikere har sammenlignet Cæcilie Norby med svenske Monica Zetterlund. Andre har sammenlignet hende med store amerikanske sangerinder som Nancy Wilson, Dinah Washington og Aretha Franklin.
Billetprisen er 150 kr., og billetter kan købes i Kulturhuset Pavillonen, i én af Djurslands Banks afdelinger eller via www.pavillonen.dk. |