|
Tyveriet fandt sted søndag 6. august kl. godt 11.00 i supermarkedet på Fuglevænget i Grenaa. Den 36-årige kvinde blev kendt skyldig i at have stjålet en taske, som indeholdt værdier til ca. 3.000 kr., og som lå i en pakkehylde ved forretningens kassebånd.
Tiltalte nægtede sig skyldig. Hun forklarede, at det var rigtigt, hun havde taget tasken, som hun fandt på hylden ved kassen, men ikke pengene i den. Da hun kom udenfor, blev hun bange og gik nærmest i chok. Hun efterlod tasken ved et blomsterbed og gik hjem. Godt en halv time senere vendte hun tilbage til forretningen for at se, hvad der var sket med tasken. Den lå da et andet sted, og pungen i den var åbnet. Hun tog tasken med hjem og fandt kun en nøgle, papirer m.m. i den - ingen penge. Ca. to uger efter fik hun besøg af politiet.
Som vidne forklarede den bestjålne ældre kvinde, at hun glemte sin taske i forretningen. Der var ca. 2.200 kr. i den og hendes dørnøgle blandt meget andet. Hun havde fået låsen til sin lejlighed omkodet og fået lavet tre nye nøgler. Hun krævede erstatning for de manglende penge og for regningen fra låsesmeden på 1.781 kr.
En politiassistent fortalte, at man fandt frem til den 36-årige kvinde via forretningens video-overvågning. På denne måde lykkedes det at identificere hende. Da politiet besøgte tiltalte, fandt man den bestjålnes sygesikringsbevis på en sofa, og herefter foretog man en ransagning af hjemmet. Herunder kom tiltalte med den stjålne taske.
Ved vidneforklaringerne og fremlagte fotos fra video-overvågningen fandt retten det bevist, at tiltalte havde stjålet tasken. Retten mente, det burde have stået tiltalte klart, at tasken var blevet glemt af en anden kunde i supermarkedet.
Ved fastsættelsen af bøden på de 1.500 kr. tog retten hensyn til, at tiltalte er kontanthjælpsmodtager og enlig forsørger. Hun dømtes samtidig til at betale 3.981 kr. til den bestjålne. |